"Jeg er ikke længere bange for, hvad folk tænker om mig"
20-årige Pia har de seneste fire år boet på Josephine Schneiders Ungdomsboliger i Gentofte. Under taget har hun lært, at man rejse sig igen, når man er faldet
En stol på bagerste række i klasselokalet og en mobil i hånden.
Sådan beskriver Pia sig selv, før hun flyttede ind på Josephine Schneiders Ungdomsboliger (JSU) i Gentofte.
Dengang ventede hun altid på, at folk skulle tage kontakt til hende.
I dag er det hele vendt på hovedet. Til timerne på Gentofte Studenterkursus sætter 20-årige Pia sig op på forreste række med hånden i vejret, og nye ansigter bliver mødt med et stort smil.
"Jeg er ikke længere bange for, hvad folk tænker, eller om de dømmer mig", siger Pia, som er vokset op i Gentofte, hvor hun boede alene med sin mor og gik på Bakkegårdsskolen.
Men både i skolen og i hjemmet var det svært.
"Min mor var ikke god til at sætte rammer for mig, så jeg tog mig en masse friheder til at gøre, hvad jeg havde lyst til. Det fik indflydelse på min skoletid, hvor jeg ikke fik lavet mine lektier og blev mobbet af nogle klassekammerater. Det hele gik ud over selvværdet", siger Pia.
Troen på sig selv
I 9. klasse kom Pia på en kostskole i Nordsjælland. Da tiden var til at vende hjem, fortalte en veninde om JSU i Gentofte.
"Jeg kunne ikke længere bo hos min mor, men kunne hellere ikke bo alene. Det betød meget, at JSU lå i Gentofte, så jeg kunne blive i mit gamle område", siger Pia.
I en stor villa i Charlottenlund omringet af en stor grøn have ligger JSU, som for tiden er hjem for 11 unge, fortæller leder af JSU, Lars Petersen.
"JSU er for unge i alderen 15-23 år, som ikke kan få tingene til at fungere derhjemme. Nogle kæmper med psykiske diagnoser eller psykosociale problemer. Fælles for dem er, at de har lavt selvværd og selvtillid, som vi skal bygge op, så de får troen på, at de kan påbegynde en uddannelse og en dag flytte i egen lejlighed og få et godt liv", siger han.
Det kan Pia nikke genkendende til.
"Fra min barndom har jeg manglet redskaber - f.eks. til at komme op om morgenen og koncentrere mig om lektierne. På samme tid har jeg både stillet høje krav til mig selv og været dårlig til at spørge om hjælp. Selv fra de voksne her på JSU. Det har knækket mig flere gange", siger Pia.
Støtten fra pædagogerne i huset blev især vigtig, da hun måtte droppe ud i 2.g. fra Ordrup Gymnasium.
Bryd tabuet
Dengang Pia flyttede ind på JSU, startede hun i 10. klasse på Ungdomsskolen.
"Jeg kan huske, at jeg frygtede at fortælle, at jeg boede her. Var nok lidt flov over det og troede, folk ville dømme mig som en ballademager. Men i stedet reagerede mine nye klassekammerater med nysgerrighed", siger Pia.
Efter en uge var de første fem piger fra klassen forbi og besøge villaen.
"Vi lærer de unge at vende skuden af dårligt selvværd og se styrken ved at vise sin svaghed og sårbarhed.Herved vil deres kammerater se på dem som stærke og ressourcefyldte", siger Lars Petersen.
Under villaens tag bliver der vendt mange skuder.
I huset bor 11 unge med hver deres bagage og forskellige behov, samtidig stiller bofællesskabet krav til dem.
"De har været vant til et liv, hvor de kom hjem til en tom lejlighed og deres eget selskab. Her tillærer vi dem normer, værdier og strukturer, som er almindelige for de fleste familier, f.eks. at aftensmaden bliver serveret kl. 18.30, vi går i seng kl. 23 og står op kl. 7. Det tager tid for nogen at vænne sig til de nye faste rammer", siger Lars Petersen.
Koncert med Lady Gaga
"Vi har en stor omsorg for hinanden i huset”, siger Pia og fortsætter:
”Nogle gange kommer der gratis tilbud om enten en koncert eller en tur i klatrecenter. Det skaber et godt sammenhold. For mange er det også oplevelser, som de ikke har haft mulighed for før, fordi der ikke var råd til det”.
Det er organisationen Børnehjælpsdagen, som står bag tilbuddene og for indsamlinger målrettet specifikt til anbragte børn og unge i Danmark.
"Jeg ved, at alle de unge her sætter stor pris på at få de samme oplevelser, som deres venner ovre i skolen jo også får", siger Pia, som både har været inviteret til koncert med Lady Gaga og Madonna af Børnehjælpsdagen.
Dårlige vaner
I sommer startede Pia på Gentofte StudenterKursus (GSK). Med hjælp fra pædagoger på JSU fik hun sendt ansøgningen af sted. Det skub er hun glad for.
"Ved at bo her har jeg lært, at man kan rejse sig igen, når man er faldet. Og vende de negative tanker til positivt. De har hjulpet mig til at få viljen til at starte forfra", siger hun.
Mange dårlige rytmer er blevet vendt. Blandt andet hendes døgnrytme. I dag kommer Pia tids nok i seng til at være frisk til timerne næste dag. Og beder om hjælp, når lektier driller.
I fire år har JSU været Pias hjem. Hvor lang tid endnu, ved hun ikke.
"Jeg bevæger mig langsomt ud. Min foreløbige plan er at flytte ud til sommer, men det skal gå langsomt, så jeg er sikker på, at jeg er klar".
Men et farvel til sit værelse er ikke et farvel til villaens fællesskab.
"De unge kan fortsat få støtte og hjælp af JSU, som andre unge får af deres forældre. Vi holder hvert år fester, hvor alle gamle beboere er velkomne. Også for at understrege, at villaen altid vil være et trygt hjem, de kan søge tilbage til", siger Lars Petersen.