Fortsæt til indhold

Fuck det!

De unge viste ufatteligt stort overskud, da Kræftens Bekæmpelse åbnede dørene

Samfund
Louise Ritter

Udefra ligner det lille røde hus i Jyllandsgade næsten et dukkehus. Men udseende er som bekendt ikke alt, for bag døren gemmer sig et hus med store kræfter - og det er i mere end forstand. I kælderen viser frivillige Hanne sine kræfter i form af hjemmebagte mormorkringler til husets årlige åbent hus arrangement, mens husets engagerede, ansatte kræfter byder gæster velkommen i stueetagen.
Og så er der også alle de andre 'kræfter'. Både de mange imponerende af slagsen som pårørende mobiliserer, når en nær rammes, men også alle dem, der er gemt under huden på blandt andre den 27-årige Marlene Baatz. Der har været - og er måske igen - den mest frygtede af dem alle i hende - cancer - men der er også den mest imponerende overskudsagtige kraft, som ord ikke kan beskrive.
Lige nu sidder hun i Kræftrådgivningens hyggelige sofa med levende lys og småkager foran sig. Som en del af rådgivningens åbent hus arrangement er hun med for at promovere Ung Kræft - en nystartet gruppe for unge kræftramte i Esbjerg og omegn i alderen 16 til 39 år.
Om ganske få timer skal hun møde på sygehuset til beskeden om, hvorvidt den knude der er fundet i hendes hals er lig med, at den ondeste af alle kræfter igen huserer i hendes krop. Det er bare et år siden, at hun fik konstateret brystkræft og besked om, at hun bærer det frygtede gen, der betyder, at hun med stor sandsynlighed vil udvikle kræft igen. Derfor tog hun den barske beslutning at lade både det raske bryst og hele sit underliv fjerne, og om ganske få timer ved hun, om operationerne, der har efterladt store ar, overhovedet er nok til at holde kræften væk.

Lev livet

Arrene har hun den seneste tid vist frem i flere landsdækkende medier som et led i Ung Kræfts aktuelle kampagne på de sociale medier 'Del dit ar'. Kampagnen har til formål at nedbryde tabuerne omkring det at være ung med kræft - og her er Marlene Baatz altså af en af dem, der går forrest ved selv at lade hele verden se hendes synlige beviser på det, hun har været igennem.
“Jeg gør det, fordi jeg synes, det er ærgerligt og trist, hvis nogen spilder deres liv og lader være med at leve det, fordi de er ramt. Jeg vil gerne hjælpe dem til at tænke: Fuck det!”, smiler Marlene Baatz stort.
Og her slutter hendes imponerende overskud ikke. Hun er nemlig samtidig leder af Ung Kræft i Esbjerg. En gang om måneden mødes gruppens nuværende 21 medlemmer, der alle selv er, eller har været, ramt af kræft for at snakke og hygge.
“Det betyder enormt meget at gruppen kun består af unge. Vi kan overhovedet ikke bruge til noget at høre om, hvordan hr. Hansen på 55 lever med sin kræft. Vi er et helt andet sted i vores liv, og det er der stor indbyrdes forståelse for i gruppen. Her behøver vi ikke at skulle forsvare noget, og der er i det hele taget en tavs forståelse af hinanden,” siger Marlene Baatz sammen med sin højre hånd i gruppen, Ole Selstø.

Ole Selstø og Marlene Baatz er drivkræfterne i Ung Kræft i Esbjerg. De venter begge på svar om, hvor vidt kræften er vendt tilbage i deres kroppe.