Skanderborg Rotary-klub flytter
Fra 1. november skal Skanderborg Rotary-klub til at holde møder på Skanderborg Park
Nu skal den lokale rotary-klub i Skanderborg til at holde møder et nyt sted. Efter at have gjort det i nogle år på Vestermølle på Oddervej holder Skanderborg Rotary-klub 1. november flyttedag og rykker møderne til hotel Skanderborg Park.
"Nu har vi været på Vestermølle i et par år og vil gerne prøve noget andet. Vi er jo ikke en loge med egne lokaler, så vi skal huske, at vi har muligheden for at skifte mødested en gang i mellem, så vi kan få noget ny inspiration," siger Søren Abildgaard Pedersen, der er præsident i Rotaryklubben, i en pressemeddelelse.
Klubben tæller omkring 50 medlemmer fra det lokale erhvervsliv og har møde hver mandag aften.
Også på hotel Skanderborg Park glæder de sigt over, at Rotary-klubben nu vælger at holde deres mødes hos dem.
"Som de fleste vist ved, så er vi godt i gang med skiftet fra ”blot” at være et kursussted til at være hele byens hotel og derfor er det naturligvis glædeligt, at en af byens foreninger aktivt vælger os til," fortæller direktør Charlotte Riberholt i en pressemeddelelse.