Fortsæt til indhold

Ikke megen håb for Hisham og Rushan

De to ægteviede kommer nok til at vente fem år alligevel

Samfund
Ina Bjerregaard

Hisham Hassan har tre muligheder for at få sin kone til landet ifølge Kolding Kommune. For som Lokalavisen kunne fortælle i sidste uge, så er 23-årige Hisham Hassan, der arbejder på café Marcellus i Kolding, adskilt fra sin kone, Rushan Shendi, fordi hun er under 24 år, og de har derfor fået afslag på familiesammenføring. Derfor må Rushan blive i Østrig, hvor hun er flygtet til fra Syrien.
Hisham fik ellers en aftale med Kolding Kommune og var til et møde, hvor Lokalavisen også havde få lov at deltage. Ifølge kommunen har Hisham og Rushan tre muligheder for at gøre noget ved deres adskillelse, som er ved at gøre Hisham deprimeret.

Nye planer

De kan ansøge om at få familiesammenføring i Østrig. Noget, der ikke huer Hisham, da hele hans nærmeste familie bor i Danmark, og han selv har haft arbejde her, siden han kom hertil for fem år siden fra Syrien. Men søgte han og fik afslag, ville det betyde, at der var mulighed for, at hans og Rushans sag kunne genoptages her i Danmark.
Mulighed nummer to er, at de kan søge om Schengen-visa til Rushan, så hun kan komme til Danmark i tre måneder med mulighed for forlængelse i tre måneder mere. Eller de kan væbne sig med tålmodighed, og håbe på, der kommer en ny regering til næste valg, som ophæver den 24-årsregel, der skulle hindre tvangsægteskaber, men som også beskyldes for at være i strid med menneskerettighederne.
Hisham selv sagde flere gange under mødet, at han ikke vidste, hvad han skulle gøre.
Efter han har haft ro og tid til at tænke sig om, er planerne foreløbig at vente til mandag i næste uge, hvor Rushan har et møde i Østrig med en, der kan hjælpe med visa til Danmark.
“Jeg håber meget, det bliver godt nyt, for ellers er der vist ikke andet at gøre end at vente de fem år,” siger Hisham Hassan til Lokalavisen.