Fortsæt til indhold

Drastisk fald i nye førtidspensionister

Næsten 60 procent færre nye førtidspensionister er der kommet i det seneste år i Egedal end året før

Samfund
Jesper Kappel

”Det er klart, at enhver må være glad for så dramatisk et fald, for så er der færre, der har behov, og som derfor er kommet i arbejde.”
Sådan siger formanden for Kultur og Erhvervsudvalget i Egedal Jens Jørgen Nygaard (C). Udtalelsen kommer efter, at Danmarks Arbejdsgiverforening (DA) er kommet med nye tal for, hvor mange borgere i kommunerne i Danmark, der har fået tilkendt førtidspension fra oktober 2013 til oktober 2014.
Tallene viser et kæmpe fald på 59,6 procent i Egedal Kommune. Egedal sammenlignes med syv andre kommuner, og her kan Egedal fremvise det næsthøjeste fald kun overgået af Lejre Kommune, som har et fald på 78,1 procent, mens en kommune som Allerød har et fald på 45,5 procent og Hørsholm et fald på kun 23,1 procent.

Eksemplarisk indsats

”Vi har lavet en kæmpe eksemplarisk indsats her i Egedal for at få så mange som muligt i fleksjobs. Vi har blandt andet brugt en fleksjobordning, hvor vi sender fleksjobbere ud i 20 timers arbejde, og hvis personen kun kan arbejde fem ud af de 20 timer, ja så betaler virksomheden kun for de fem timer, og vi betaler de resterende 15 timer,” fortæller Jens Jørgen Nygaard og fortsætter:
”Vi har også lavet en stor indsats ved hjælp af vores to fleksjobambassadørerne, der taler med virksomhederne og så skubber dørene ind hos firmaerne. Det har virket. Vi vil hellere give folk en ekstra chance end at placere dem på en normalt livslang pensionsordning,” siger formanden.

Stram lovgivning

En grund til det store fald i nye borgere på førtidspension skyldes ny stram lovgivning, som kom 01.01.2013. Her skal borgere igennem et såkaldt ressourceforløb, før man kan få tildelt førtidspension, og borgere under 40 år kan ikke automatisk komme på førtidspension. Disse stramninger er altså en væsentlig årsag til den store opbremsning. Sådan er det i det meste af Danmark, men der findes enkelte kommuner, hvor er kommet flere nye førtidspensionister end året før, fortæller Jens Troldborg, der er chefkonsulent hos DA, og som står bag opgørelsen angående nye førtidspensionister.
”Det, der er essentielt i det hele, er, at selv om man har en borger, der er helt oplagt til førtidspension, ja så skal vi sørge for at gå hele vejen for at få ham eller hende i job. Det siger lovgivningen, og den skal vi altså overholde,” siger Jens Jørgen Nygaard.
”Systemet er sådan i dag, at det kun er i alleryderste tilfælde, at man skal gives en form for varig pension. Der er mange, der synes, det er vanvittigt, men der er en meget omfattende lovgivning, og hvis vi ikke overholder den, ja så bliver kommunen straffet økonomisk,” slutter Jens Jørgen Nygaard.