Dans med skeletter på Moesgaard Museum
1.november fejrer museet 'De Dødes Dag' på mexicansk vis
Lørdag 1. november inviterer Moesgaard Museum publikum med til en fest for de døde, når museet afholder 'De Dødes Dag' - med inspiration fra Mexico.
Arrangementet begynder kl. 15, og museet holder særåbent til kl. 21 om aftenen.
I Mexico og andre latinamerikanske lande er 'De Dødes Dag' en årlig fest, hvor de døde inviteres tilbage til de levendes verden og er æresgæster til festen. Gaderne dekoreres med skeletter i papmache og guirlander med skeletmotiver. Samtidig gøres gravene på kirkegårdene rene og pæne og dekoreres med friske blomster.
På Moesgaard Museum kan børn og voksne dekorere sukkerkranier, lave lanterner med skeletmotiver, blive ansigtsmalet som kranier, skrive calaveras – satiriske digte om døden – og sende en hilsen til deres egne afdøde familiemedlemmer ved det alter, som laves særligt til denne lejlighed.
Moesgaard Museums café vil servere mexicansk mad, som typisk serveres i Mexico til denne dag, der vil være levende musik ved de herboende mexicanere Julian Maraboto og Salvador Olmos.
Og man kan danse med skeletter på udstillingens torveplads.
Kl. 16, 18 og 20 er der rundvisninger i museets etnografiske udstilling - De Dødes Liv - med fokus på udstillingen om 'De Dødes Dag' i Mexico.
Rundvisningerne er gratis, men der skal betales entre til museet – voksne kr. 110, pensiosnister og studerende kr. 90, børn har gratis adgang.