“Hvorfor må her ikke være uskønt?”
Koldings nye infostandere fjerne liv fra byen, mener kritiker. Det skal være gratis, mener SF
Der bliver efter 1. november meget langt imellem plakaterne i Koldings lygtepæle. Ja, de forsvinder nærmest helt.
Aktiviteter, du nu kan læse om på plakater, skal der fremover reklameres for på digitale info-standere, som skal stilles op ved Koldings indfaldsveje.
Del efterlysningen: Her er facebookgruppen, du er nødt til at synes godt om
Byrådet tager den endelige beslutning om infostanderne på mødet i aften. Men allerede her i formiddag går kommunens folk i gang med at sætte de første op på Vejlevej og Fynsvej.
Nemmere og kønnere
“Det gør det nemmere for foreningerne at markedsføre sig og gør byen kønnere”, siger borgmester Jørn Pedersen (V).
“Det fjerner det skæve og uskønne, det, der signalerer, at her sker noget. Hvorfor må her ikke være uskønt? Og hvem definerer, hvad der er pænt?” spørger Lise Jelsbak, formand for Rock 'In House.
Foreningen, der årligt arrangerer 70 koncerter på Godset, er en af dem, der ikke synes, at de store nye standere er en god idé.
“Vi er ikke imod de nye standere, men frygter, at vi bliver mindre synlige. Vi ved, at 30 procent af vore gæster har set om vores arrangementer på plakater rundt omkring. Vi frygter, at vi bliver mindre eksponeret”, siger Lise Jelsbak.
Hun henviser blandt andet til, at man kun kan se informationerne på de nye infostandere, når man kører ind i byen. Ikke når man kører ud af den.
Lise Jelsbak medgiver så, at foreningen kan spare nogle af de 80.000 kroner, den årligt bruger for at få plakaterne hængt op.
“Det kan være, men det er altså mest den manglende synlighed, der bekymrer”, understreger hun.
Hun bakkes op af SF's byrådsmedlem Lis Ravn Ebbesen.
"I SF synes vi det er forkasteligt at de frivillige nu fratages deres mulighed for at reklamere med plakater uanset om vi taler Godset, KFUMs loppemarked eller fest i Munkebo. Og samtidig pålægges at betale af de penge, de har til aktiviteter", skriver hun i en pressemeddelelse.
I stedet foreslår SF, at lokale foreninger kan annoncere gratis, som betyder, at kommunekassen skal betale for den manglende indtægt, som det medfører. Desuden mener partiet, at der skal findes en model for, hvordan der kan hænges plakater op, der ikke er i strid med byens ambition om at være designby.
Borgmester Jørn Pedersen tvivler på, at det er den rette vej.
“Altså, det er jo begrænset, hvad man kan se på en plakat i en lygtepæl, når man kører med 60-70 kilometer i timen”, mener han og hæfter sig ved, at kun få foreninger har gjort indsigelse mod de nye standere.
“Det bliver nemmere at markedsføre sig og det skaber mere synlighed”, tror Jørn Pedersen.
Han anerkender bekymringerne og henviser til, at ordningen skal evalueres allerede i maj næste år. Og at foreninger i Kolding får yderligere 40 procent rabat, når de skal annoncere på infostanderne.