120 asylansøgere rykker ind på Bülows Kaserne
Kommunen har købt kasernen for 32 milllioner kroner. Udlændingestyrelsen lejer sig ind
I dag, fredag den 17. oktober, ankommer 120 asylansøgere til Fredericia. De skal bo på Bülows Kaserne. De 120 asylansøgere kommer blandt andet fra Syrien, oplyser centerleder Ulrik Pihl fra Asylcenter Holmegaard på Langeland, som også står for driften af centeret i Fredericia.
“Vi bruger kasernens belægningssttuer, som er klar til indflytning. Forsvaret har stadigvæk deres gang på kasernen indtil udgangen af november, så først i december kan vi tænke på at indkvartere flere asylansøgere,” siger Ulrik Pihl.
Fredericia Kommune har købt Bülows Kaserne for 32 millioner kroner. Handlen var betinget af, at udlændingestyrelsen kunne leje kasernen frem til udgangen af 2015 på en midlertidig kontrakt. Kommunen får cirka 7 millioner kroner i lejeindtægter.
”Vi havde hellere set en anden placering af et midlertidigt asylcenter, så vi kunne komme i gang med at opbygge et uddannelsescampusmiljø fra starten af 2015. Nu tager vi til gengæld et ekstra ansvar i det næste års tid, og det skal vi naturligvis have det bedste ud af. Samtidig er det en god forretning for kommunen, at vi reelt kun betaler 25 millioner kroner for Bülows kaserne,” siger borgmester Jacob Bjerregaard.
Ifølge Ulrik Pihl arbejder Udlændingestyrelsen på højtryk for at gøre kasernen klar, så den kan rumme flere asylansøgere end de 120. Centerlederen oplyser i øvrigt, at man vil afholde et informationsmøde for borgerne, så de kan stille spørgsmål og blive orienteret om situationen. Datoen er endnu ikke fastlagt.