Fortsæt til indhold

Flygtningene mangler boliger

Favrskov Kommune beder nu private udlejere om hjælp med lejeboliger

Samfund
Erling Baastrup

Et rekordstort antal flygtninge giver Favrskov Kommune udfordringer med at finde boliger nok. Nu opfordrer kommunen private udlejere til at melde sig på banen.
Vi har for små to måneder siden her i avisen fortalt om, at det strammede til med at finde boliger til flygtningene. Det resulterede i, at flere private henvendte sig som interesserede.
På det tidspunkt sagde Tina Andersen, Social, Psykiatri og Handicapchef: ” Der er også aftaler med private udlejere, og hertil kommer, at kommunen selv ejer en del jord, hvorpå der ligger huse, som vi kigger på,” siger Tina Andersen, som dog indrømmer, at mulighederne er ved at være støvsuget.
På forhånd havde Udlændingestyrelsen varslet Favrskov Kommune om, at der ville komme 57 flygtninge i 2014, men nu lyder meldingen, at tallet nærmere bliver 76. Og af de flygtninge, som hovedsagelig kommer fra Syrien, vil en stor del af dem efterfølgende opnå familiesammenføring.

Kontante behov nu

”I øjeblikket har vi helt konkret brug for otte boliger til familier med børn, og boliger til enlige og par. Vi gør alt, hvad vi kan for at give dem den hjælp, de har brug for. Men vi håber, at flere private udlejere er klar til at leje deres boliger ud til dem, for vi har rent ud sagt meget svært ved at finde flere bygninger, de kan bo i,” siger borgmester i Favrskov Kommune, Nils Borring (A).
De private udlejere lejer i givet fald direkte ud til flygtningene – ikke til kommunen. Men Favrskov Kommune står klar til at hjælpe så meget som muligt:

Tolke klar

”Vi bistår gerne med tolkebistand, med indflytning og med lejekontrakterne, så det går så glat for både flygtninge og udlejere som overhovedet muligt. Vi står i en ekstraordinær situation med et historisk stort antal flygtninge, og derfor har vi også brug for en ekstra hånd for at give den nødvendige hjælp,” siger Nils Borring.
De private udlejere kan henvende sig til konsulent Regnar Møller på 8964 2109 eller mail rem@favrskov.dk