Systemet skal behandle borgeren med respekt
Borgerne skal mødes på en ordentlig måde, mener rådmand for Sundhed og Omsorg, Jette Skive (DF) op til konferencen i morgen om menneskets forhold til systemet
Af Henrik Skov
Konference Sundhed og Omsorgs-rådmand Jette Skive (DF), som står for konferencen, er ikke i tvivl om, at vi trænger til at blive rusket op:
”Vi har haft en stor brugerundersøgelse, hvor vi spurgte de pårørende om, hvordan de synes, det går, og hvad vi bør gøre bedre. I samarbejde med regionen. Jeg forventer mig meget af konferencen. Der er brug for en adfærdsændring i, hvordan vi møder borgeren eller brugeren i øjenhøjde,” fastslår Jette Skive.
”Det starter med lederne: Arbejdsmiljøet, fordelingen af arbejdet, lydhørheden overfor medarbejderne. Vi skal kort sagt forvente, at lederen har styr på butikken. Det er ikke medarbejderen, der skal det. En dårlig leder kan ødelægge alt,” mener hun.
Uanset, hvor vi møder den sundhed og omsorgs-sektor, der har med ældre plejekrævende eller handicappede mennesker at gøre, er der brug for at definere rollerne, så personalet udover at være professionelle i jobbet, også dyrker den menneskelige kontakt. Virkeligheden skal ses, som den er: Der kommer ikke flere ressourcer - og hvem siger i øvrigt, at der ikke allerede gives penge nok - så nu gælder det ifølge oplægget til konferencen den menneskelige faktor.
Lukkede døre skal åbnes
”Borgeren skal føle, der er god tid og ikke komme hjem med for mange ubesvarede spørgsmål. Har du dine forældre på plejehjem, er der brug for, at du får en ordentlig samtale om dine pårørende. På lokalcentrene, hvor folk måske sidder bag en lukket dør, skal de ansatte være meget bedre til at møde folk. Selvom der ikke er to borgere, der er ens, skal ingen føle sig trådt på,” siger hun
Et sted, hvor vi, ifølge Jette Skive kan hente rigtig meget inspiration er fra hospice. Der er de ansatte uddannet i at lytte til de pårørende. Modsat på hospitaler og mange plejehjem/lokalcentre.
”Jeg besøgte for nylig et plejehjem – eller lokalcenter, som det hedder i dag - hvor en ansat sagde til mig: 'Jeg skal være skuespiller hver dag. Det ene tidspunkt skal jeg ind til Svend, som bander og svovler, ryger og gerne vil have en lille én. Der skal jeg være frisk i slaget og sætte ham på plads. Det næste øjeblik skal jeg ind til Gerda, som er indremissionsk og her er der brug for en hel anden måde at møde et menneske på. Når man som medarbejder kan det, er man på rette hylde. Det er sådanne folk, vi har brug for - mere medmenneskelighed og mindre system,” slutter rådmand for Sundhed og Omsorg, Jette Skive (DF)