Lyset brænder, fordi en patient er gået bort

Et stearinlys blafrer ved indgangen til Hospice Søhom i Stavtrup.
Det gør det, fordi en af patienterne er død.
Lyset bliver tændt, når en patient afgår ved døden, og det slukkes først når patienten er kørt fra hospice.
Det er det eneste, der vidner om stedets karakter og formål.
Indgangspartiet og knudepunktet i Hospice Søholm er stort og lyst.
Det er kulørt kunst og moderne møbler, der falder én i øjnene.
Uden for de store panoramavinduer kan man se skoven falme trindt om land, hvis man kigger lidt længere end haven og de små terrasser, der hører til stuerne.
Man får ikke fornemmelsen af at befinde sig i en bygning, hvor døden er omdrejningspunktet.
Lige bortset fra det uanselige lys, der brænder på en stenskulptur ved indgangen.
Men lyset er alt andet end uanseligt, når man får historien bag det. Så bliver døden pludselig meget nærværende, for lyset er nogens mor eller far, søn eller datter.
Og en patient på Hospice Søholm.

Lys i en mørk tid

”Det er ikke alle i huset, der bryder sig om lyset, for det påminder dem om, at lyset engang tændes for deres kære,” forklarer hospicechef Anne Marie Mathiesen og fortsætter rundvisningen.
Gangene er brede og lyse, og gulvene er lavet af støjdæmpende linoleum, der til forveksling ligner lyst trægulv.
Bygningen er bygget op i to næsten identiske afdelinger, der begge har en stor atriumgård, som gør bygningen lysere.
Der er i omegnen af 155 patienter forbi Hospice Søholm om året, og 94 procent af patienterne kommer aldrig videre.
For selvom at huset er fuld af lægefagligt personale, er det ikke helbredelse, der er i fokus.
”Hospice er for alle døende med en livstruende sygdom, der kræver specialindsats i forhold til lindrende behandling. Vi lindrer, kort sagt, symptomer og gener,” siger Anne Marie Mathiesen, og tilføjer med en understregende mine:
”Det er ikke kun til patienten, men også de pårørende.”
Lindringen består både af medicinsk- og psykologisk behandling, massage og wellness.

Bryllup og barnedåb

Stuen på hospicet ligner egentlig et hotelværelse i den bedre ende ved første øjekast. Seng, sovesofa til de pårørende, terrasse og tv.
Selv den uanstødelige kunst på væggene henleder tankerne på et hotel.
Men forskellene er der.
Hjulene på sengen og den diskrete lift i loftet understreger værelsets alvorlige raison d'etre.
Til gengæld er de intelligente toiletter et festligt indslag for patienterne.
”Især de mandlige patienter elsker elektronikken,” forklarer Anne Marie Mathiesen.
Der er plads til at fejre mærkedage på Hospice Søholm, fortæller Anne Marie Mathiesen:
”Vi har både haft bryllup og barnedåb herude. Det kan vi gøre uden at forstyrre de andre patienter, fordi rummene er så lydtætte.”

Bailey’s fremfor blomster

Et andet opløftende indslag er 'Eftermiddagsvognen', der kører rundt og serverer Bailey's og Kahlua til dem, der har lyst. Både patienter og pårørende.
”Vi havde en patient, der ønskede, at gæsterne til hans begravelse skulle donere til 'Eftermiddagsvognen' i stedet for at købe blomster til kisten. Vognen betyder meget herude, og alkoholen er med til at skærpe appetitten, og det er med til at gøre folk lidt afslappede,” siger Anne Marie Mathiesen.
En anden ting mange pårørende donerer til, er børnerummet, der efterhånden er fyldt godt op med legetøj. Om et par uger står det helt klart, så børnene har noget at give sig til i det stille hus.
Pårørende kan både overnatte og spise på hospicet, så de kan være der så meget som muligt.
Rundturen ender i forhallen, hvor den startede.
Lyset står stadig tændt, og patienten er stadig i huset.
Hospice Søholm er ikke sørgeligt hus, der emmer af død, men et roligt sted, hvor folk kan tage afsked med livet og hinanden i behagelige rammer.
Et sted, hvor ro og værdighed er i højsædet.