Fortsæt til indhold

Tomme stuer på hospice

Til trods for at efterspørgslen på hospicepladser er stor, har Hospice Søholm fire tomme stuer grundet manglende finanser

Samfund
Jannik Schiermer Poulsen

Hospice Søholm har 11 patienter, men det er bygget til at rumme 15.
De fire tomme stuer skyldes, at man ikke kan få bevilling af Region Midtjylland til at drive stuerne.
Der er øremærket en pulje til drift af hospices i regionen, og der er ikke flere penge at komme efter.
En stue koster 5.907,60 kroner i døgnet, hvilket, ifølge bestyrelsesformand i Hospice Søholm Claus Hommelhoff, er betydeligt billigere end en hospitalsstue på en specialistafdeling, hvor patienterne typisk ville opholde sig, hvis de var indlagt på et travlt hospital.
Til trods for dette må mange døende vente forgæves i en tid, de ikke har.
”Jeg synes, vi bliver et fattigt samfund, når vi tænker for meget i kasser. Især når man tænker på, at det er dyrere med en hospitalsindlæggelse end en hospiceindlæggelse. Hvis folk var klar over, hvad en værdig død betød for døende og de pårørende, ville de gøre oprør mod politikernes kassetænkning. Man har jo ikke muligheden for at gøre det godt igen for de folk, der afvises,” siger Claus Hommelhoff.
Anders Kühnau (S) fra Regionsrådet i Region Midtjylland erkender, at det er ærgerligt med de tomme pladser, men han mener ikke, at der ligger en umiddelbar løsning lige for.
“Vi får øremærkede penge af staten til driften af hospices, og i Region Midtjylland bruger vi allerede flere penge på området end tilladt. Men man kan ikke sammenligne en hospiceplads direkte med en plads på eksempelvis onkologisk afdeling. De fleste døende dør i eget hjem med en palliativ (lindrende, red.) indsats. De fleste af dem, der dør på hospitalet, dør under behandling,” siger Anders Kühnau, og uddyber, at behandling i hjemmet er meget billigere end både indlæggelser og hospice.
“Men hospice er den bedste løsning og det bedste tilbud. Vi håber og tror, at der kommer flere penge til området. Det er dyrt, men vi vil gerne prioritere det, hvis vi får muligheden for det. Og så ville de være oplagt at se på Stavtrup, for behovet er stort i Aarhus og faciliteterne findes allerede,” siger Anders Kühnau.
I den tid værelserne har stået tomme, kunne i omegnen af 150 patienter have fået behandling på Hospice Søholm.