Fortsæt til indhold

Sygefraværet blandt lærere er steget med 20 procent

Samfund
Af Betina Skjønnemand

Sygefraværet blandt lærerne i Aabenraa kommune er steget med 20 %.
Det viser nye tal. Mens sygefraværet i hele 2013 var på 3.79% er det nu i de 10 første måneder af 2014 steget til 4,72%.
Det bekymrer naturligvis formanden for Aabenraa Lærerkreds, Torben Hagedorn.
“Vi bad ekstraordinært forvaltningen om at trække disse tal allerede nu, fordi vi havde en fornemmelse af, at sygefraværet var steget”, lyder det fra lærerformanden.
Han understreger, at selvom tallene er nedslående, så er der også en positiv vinkel på det hele.
“Lærerne bliver hverken gladere eller raskere af at få at vide, at sygefraværet er steget. Men vi vil gerne signalere, at vi er opmærksomme på tendensen, og vi har fuldt fokus på det. Vi har allerede igangsat initiativer, bl.a. omkring stress. Så vi følger udviklingen tæt”, fortsætter Torben Hagedorn.
Han kan endnu ikke sige noget om, hvor mange langtidssygemeldinger, der gemmer sig bag det generelle tal. Til gengæld er han sikker på, at der er forskelle på de enkelte skoler.
“Vi har hørt fra skoler, hvor det går fint, og så har vi hørt fra skoler, hvor det går noget dårligere. Så det er selvfølgelig også noget, vi følger op på. Til foråret får vi nogle mere detaljerede oplysninger, som vi så kan bruge mere konkret”.

Arbejdstiden presser

Torben Hagedorn er ikke i tvivl om, hvad grunden til det øgede sygefravær er.: “Det har ikke noget med skolereformen af gøre. Lærerne er generelt dygtige til at omstille sig. Det er derimod arbejdstidsaftalen, den er gal med. En lærer i Aabenraa kommune skal i gennemsnit undervise 80 timer mere om året. Og når der bliver mere undervisning, er der mindre tid til forberedelse, og det presser lærene”, slutter Torben Hagedorn.