Gaarde i spidsen for nyt formandskab
Skanderborgs borgmester formand for Business Region Aarhus
Skanderborgs borgmester Jørgen Gaarde er blevet formand for et nyetableret formandskab i Erhvervssamarbejdet Business Region Aarhus, der består af 11 østjyske kommuner,
Formandskabet består desuden af borgmestrene Claus Omann Jensen, Randers, og Jacob Bundsgaard, Aarhus, og det betegnes som en organisatorisk styrkelse af samarbejdet.
Business Region Aarhus har samtidig også netop fået en økonomisk saltvandsindsprøjtning. Det sker ved at forhøje bidraget fra de respektive medlemskommuner.
Flere penge til styrkelse
Erhvervssamarbejdet finansieres i dag via en fællespulje, hvor hver kommune indbetaler 3 kr. per indbygger. Fra og med 2015 hæves beløbet betydeligt. Skanderborg Byråd har således besluttet at betale 5 kroner per indbygger til partnerskabet fremover.
Samarbejdet arbejder på at placere de 11 kommuner som én byregion og som ét samlet erhvervs-, bosætnings- og arbejdskraftområde. Ideen er at området træder tydeligt frem som et af Danmarks to førende vækstcentre med international gennnemslagskraft.
Business Region Aarhus vil bruge de nye organisatoriske og økonomiske muskler til at udvide samarbejde til også at omfatte andre områder end det snævert erhvervspolitiske.
Alle områder, hvor det kan give effekt at stå sammen for at opnå merværdi og synergieffekter, skal med, hedder det. Det gælder eksempelvis i forhold til infrastruktur som ønsket om en udvidelse af E45 til seks spor.
”Et godt samarbejde på tværs af kommunegrænserne er af afgørende betydning for den fortsatte positive udvikling i Østjylland. Med styrkelsen af Business Region Aarhus samarbejdet har vi skabt et godt fundament for at fremme områdets interesser såvel nationalt som internationalt,” siger Jørgen Gaarde.