Fortsæt til indhold

Tusinder af kvadratmeter og jobs venter lige om hjørnet

Erhvervsparken i Vrold vejrer morgenluft efter tilsagn om de længe savnede sydvendte motorvejsramper

Samfund
Af Erland Rasmussen

MT Højgaard har fået nyt håb om udlejning af de 43.000 etagekvadratmeter, som der er plads til at bygge på det 144.000 kvadratmeter store areal tilhørende Skanderborg Business Park ved Vrold.
MT Højgaard overtog området i 2012, men der har indtil fornylig været stille omkring erhvervsparken.
Lejere og købere har været tilbageholdende ikke kun på grund af den økonomiske afmatning, men erhvervskunderne har rynket på næsen, fordi der aldrig blev bygget til- og frakørselsramper til motorvejen.
Efter årelang kamp lykkedes det imidlertid at få en finansiering på plads tilbage sidst i juni i forbindelse med regeringens brede trafikaftale.
Aftalen gav således 17 millioner kroner til etablering af sydvendte ramper ved tilslutningsanlæg 53, Skanderborg S.
Pengene dækker ifølge Vejdirektoratets beregninger halvdelen af anlægsprisen, mens resten finansieres lokalt.
Dengang lød det netop fra MT Højgaard.
“Motorvej E45 uden for Skanderborg er Jyllands pulsåre. De nye ramper vil være med til at tiltrække yderligere virksomheder, arbejdspladser og investeringer til byen, sagde projektudviklingsdirektør Robert A. Hodgkins. Hos MT Højgaard fastholder man optimismen.
“Vi har oplevet en positiv interesse siden offentliggørelsen af, at finansieringen af ramperne var kommet på plads,” forklarer Robert A. Hodgkins.
Konkret drejer det sig om to henvendelser. Det er en lokal virksomhed og en fra regionen, der nu viser sin interesser.
“Den ene vil gerne bygge et nyt domicil ud til motorvejen, og den anden overvejer at leje sig ind i vores planlagte kontorfællesskab tæt ved motorvejen,” oplyser projektudviklingsdirektøren.
Robert A. Hodgkins er sikker på, at det er udsigten til de sydvendte ramper, der har fået de potentielle erhvervskunder på banen igen.
“Vi anerkender det store arbejde fra borgmester Jørgen Gaarde og Skanderborg Kommune, der har været særdeles aktiv i arbejdet på at få tilsagn om ramperne, der er en stor gevinst for udviklingen af erhvervsparken,” siger Robert A. Hodgkins.
Direktøren henviser til, at alle erfaringer viser, at det giver et afkast, når man investerer i trafik.
Robert A. Hodgkins har dog svært ved at sige, hvad tidshorisonten er for en færdiggørelse af hele erhvervsparken. Skanderborg er med erhvervsbeliggenheder også i konkurrence med Århus, Horsens og Vejle.
Direktøren mener dog fortsat, at det parken ved Vrold er noget af det mest attraktive erhvervsjord i landet, fordi det er bynært med adgang til motorvej og fantastisk natur.

Skanderborg Business Park er tiltænkt liberale erhverv, administration, showroom, udvikling, tegnestuer og domiciler.