Skanderborg har plads til de store smil
Finanskrisen napper stadig i haserne, især i detailhandlen, men erhvervslivet har grund til optimisme
Der er plads til optimisme i Skanderborg Kommune. Sådan lød meldingen i starten af året, da Erhvervsavisen Østjylland bad ErhvervSkanderborg kaste et blik i krystalkuglen.
Og optimismen spirer stadig.
“Vi kan godt mærke, at der er en større optimisme nu end ved årsskiftet, og det er der også god grund til,” mener erhvervscheferne Anja Ellegaard Basse og Marianne Kristensen.
“Det går faktisk rigtig godt mange steder med voksende omsætning og stigende eksport,” konstaterer de.
Det nikker formand for Erhverv Skanderborg, Morten Kohsel, genkendende til.
“Virksomhederne er generelt meget tilfredse i øjeblikket. Mange har haft et travlt forår og sommer. Så de to første kvartaler har været gode ved erhvervslivet i Skanderborg,” fortæller han.
“Mange jeg taler med har dog oplevet en stagnation i tredje kvartal, men ikke markant.”
Ifølge Morten Kohsel afspejles den positive stemning sig også i den undersøgelse, Dansk Industri offentliggjorde i september omkring erhvervsklimaet i Skanderborg Kommune.
Her var Skanderborg blandt de fem mest erhvervsvenlige kommuner i landet og kom ind på en klar førsteplads i kategorien 'Arbejdskraft'. Kategorien fortæller noget om kommunens indsats for at tiltrække kvalificeret arbejdskraft samt det lokale jobcenters service overfor virksomhederne.
“Virksomhederne i Skanderborg giver høje karakterer til kommunen for dens erhvervsrelaterede ydelser, og det er også en god indikator for, at det går rigtig godt,” understreger Morten Kohsel.
Selvom nogle virksomheder oplever, at det kan være svært at finde de rigtige medarbejdere er det ifølge Morten Kohsel ikke et generelt problem.
“Flaskehalse opstår jo nogle steder, men der er ikke det store problem for virksomhederne i Skanderborg. For de fleste er det i øjeblikket nemt nok at finde de rigtige medarbejdere. Vi har en rigtig god indfrastruktur, og det har stor betydning i forhold til at kunne tiltrække arbejdskraft.”
Detailhandlen er en øm tå
Smertensbarnet er detailhandlen, og her er der stadig langt mellem de brede smil.
“Detailhandlen har det svært. Mange butikker kæmper stadig med efterveerne af finanskrisen. Selvom forbruget er på vej op, så er det stadig ikke på niveau med tiden før finanskrisen. Samtidig oplever mange butikker en stigende konkurrence fra online handel. Tendensen er helt klart, at forbrugerne i stigende omfang handler på nettet. Det er et meget voldsomt pres,” forklarer Morten Kohsel.