Ikea Aarhus kåret til årets varehus
Stor fremgang for Ikea Aarhus, der har omsat for 627 millioner kroner og haft 2,2 millioner kunder gennem det forgangne år
Ikea Danmark kan i dag offentliggøre et regnskab med vækst i omsætning og antal besøgende i de fem varehuse.
I Skejby går det specielt godt for Ikea, hvor et nyt stort varehus har taget østjyderne med storm. Så meget, at Ikea Aarhus er kåret til årets varehus.
Østjyderne strømmede også i år til Ikea Aarhus for ny inspiration til hjemmet. Det gamle og det nye varehus tiltrak tilsammen i alt 2,2 millioner besøgende og løftede omsætningen til 627 millioner kroner. Alle Ikeas fem varehuse har samlet genereret en omsætning på 3,4 milliarder kroner og beskæftiger i dag 2.167 medarbejdere.
"Året har været præget af opbygningen af vores nye varehus og opgaven at få 400 medarbejdere til at føle sig hjemme på deres nye arbejdsplads. I juni tog vi afsked med det gamle varehus og gennemførte en flot åbning af det nye. Vi er stolte af vores nye varehus med indretningsløsninger, som er tilpasset vores lokale marked og kunder og vores flotte restaurant med den smukke udsigt over Egå Engsø," siger Lena Vandal, varehuschef i Ikea Aarhus i en pressemeddelelse.
"Vi har haft et rigtig godt år, som betyder, at vi kan udbetale bonus til medarbejderne, og at vi er blevet kåret til årets varehus er som en ekstra bonus. Stor cadeau til medarbejderne. De gør mig så stolt og glad," siger Lena Vandal.
I december binder Ikea Aarhus sløjfe på det store byggeprojekt, når antallet af parkeringspladser fordobles fra 600 til 1200.