Lystrup-slagter genåbner Egå-café
Læste i by-facebook-gruppe, at Café Zest var til salg og slog til
Han er et kendt ansigt i Lystrup, og nu går han efter at blive det samme i Egå.
Slagteren i Lystrup - Kim Mølgaard - har overtaget Café Zest på Egå Marina, og torsdag 30. oktober slår han dørene op for caféen med udsigt til Mols.
“Der er en rigtig lækker udsigt her, og så er der kun fem kilometer til min slagterbutik, “ siger han.
Det er meningen, at der skal være en synergi-effekt mellem de to steder.
“Jeg har den fordel som uddannet slagter, at jeg har fuldstændig styr på kødet, og jeg vil selvfølgelig servere en masse hjemmelavede produkter som lufttørret skinke, pølser, bacon og oksehøjrebsbøffer. Og så vil jeg gøre ekstra meget ud af de burgere, som skal spises her,” fortæller Mølgaard, der vil fordele sin tid i sine to butikker i Lystrup og Egå nogenlunde ligeligt.
“Jeg kommer helt sikkert til at arbejde mere i en periode, men det skal nok gå, når det er så spændende en udfordring,” siger han.
Smag, gejst og udfordring
Navnet bag stedet stammer fra Mølgårds engelske forgænger og har to betydninger på engelsk.
“Zest er den del af citronskal, der giver smag, og så kan det også betyde gejst og udfordring, og det synes passer meget godt til stedet. Kunderne kender også caféen under det her navn, så det var en god idé at beholde det,” fortæller den nye ejer.
Kommer fra Sabro
Den 45-årige slagter kommer fra Sabro, men har haft sin daglige gang i Lystrup siden 1990, hvor han blev udlært. I dag bor han i Lystrup.
I 2001 vendte han tilbage til byen og i 2006 overtog han sin læreplads på Bygaden 18.
“Det var faktisk helt tilfældigt, at jeg faldt over stedet her. Jeg læste, at caféen var til salg på en by-facebookgruppe. Det har altid været en drøm for mig at få lokaler til at holde selskaber i,” fastslår han.
Her i vinterhalvåret vil der være åbent i caféen på onsdage, fredage, lørdage og søndage fra klokken 11 til 22.
“Jeg satser på at holde åbent alle ugens dage, når det bliver påske. Så vil jeg også tage isbutikken i brug,” siger han og viser det tilstødende lokale, hvor der forventes at blive travlt, når der kommer gang i lystbådhavnen. .
I weekenderne vil Café Zest tilbyde brunch buffet, og så satses der på sæsonevents som mortensaften. Og så vil der komme nogle tiltag undervejs som eksempelsvis take away-mad,” siger han.
Men lige nu består arbejdet i at komme helt på plads og øve sig i at lave retter fra menukortet for slagteren.