Dengang Jens drog af sted

Fra Farum var der også unge mænd, der deltog i krigen i 1864, og det fokuserede Furesø Museer på i en byvandring tirsdag.
Her fulgte man i Jens Olsens fodspor, Jens Olsen var 25 år, da krigen brød ud.
Rundviser var Camilla Adler Jensen fra Furesø Museer. Jens Olsen var egentlig fra Vassingerød, men efter krigen blev han klokker ved Farum Kirke, og derfor begyndte byvandringen der.
“Jens Olsen blev indkaldt i januar 1864. Han var lige blevet forlovet, og han blev hurtigt gift med sin forlovede, for der var pension for enkerne, hvis ægtemanden faldt i krigen”, fortalte Camilla Adler Jensen.
I Farum Kirke var der mindeplade for en af de andre lokale soldater, Peter Jørgensen.
Jens Olsen blev hentet klokken 2 om natten i hestevogn sammen med to andre, der skulle til kaserner i København. Stemningen var lidt mat på turen derind, men så begyndte de at synge “Dengang jeg drog af sted”.
I København havde de halvanden måned til træning. I marts gik turen med dampskib fra Korsør til en havn i nærheden af Sønderborg. Dagen efter marcherede de til Sønderborg.
“Her så Jens Olsen flygtninge, der var på vej ud af byen på hestevogne, og sårede soldater, der kom hjem fra slagmarken”, fortalte Camilla Adler Jensen.
I Sønderborg mødte han andre unge mænd Fra Farum og Vassingerød, og dem forsøgte han at holde sammen med i resten af forløbet.
Efter nogle dage kom de til Dybbøl, hvor de kom ud i skanserne.
2. Påskedag stormede preusserne og blev slået tilbage. Men 18. april kom der et bombardement, og det lykkedes derefter fjenden at storme skanserne. Jens og hans kammerater blev taget til fange.
De skulle marchere til Flensborg, og her gav befolkningen dem mad og drikke. Så gik turen videre til Hamburg og til Berlin. Her blev reaktionen fra befolkningen en anden, og krigsfangerne blev nærmest hånet. De kom til en lille fæstningsby nær den østrigske grænse. Her skulle de arbejde, men de fik lidt penge for det, og for det købte de brændevin, tobak og mad.
I august kom de tilbage til Danmark.
“De havde glædet sig til at blive modtaget i København, men der var ikke nogen. Det var de skuffede over. De havde jo kæmpet heroisk”, fortalte Camilla Adler Jensen.
Jens Olsen blev som nævnt klokker og bosatte sig i Farum. Man kom på byvandringen forbi huset i Farum Hovedgade, hvor han boede med sin kone Stine.
Byvandringen standsede ved genforeningsstenen på Farum hovedgade, der er blevet sat op i en lang række byer. Den markerer genforeningen med Sønderjylland i 1920.
Jens Olsen fortalte ingenting om krigen i mange år. Først et år inden sin død fortalte han sin søn Anders hele historien om sine egne oplevelser. Jens Olsen døde i 1916. Beretningen, man fik ved byvandringen, var baseret på optegnelser af Anders.