Studiebesøg fra Kina i Fjellerup Børnehave
Universitetslærere fra Kina ville se Fjellerup Børnehave
De to universitetslærere fra universitet i Changzhou i Kina, Chen Hua og Miao Zhoufen, der underviser kinesiske pædagoger, var tirsdag i sidste uge på besøg i Fjellerup Børnehave. Forinden havde de været på studiebesøg i børnehaver i Århus, men de ville også gerne se en børnehave på landet.
De to universitetslærere er på otte ugers studieophold. I Fjellerup var de særlig optagede af de lyse og rummelige rammer ude og inde samt af at se, hvordan børnehaven har valgt at bruge mad og måltider i sin praksis.
“I sin enkelthed er det en meget fin læringsproces for børnene at være med til at lave mad”, forklarer Palle Elmerot Dausell, afdelingsleder Dagtilbud Distrikt Ørum.
Video ved supervision
Fagligt syntes de kinesiske gæster især, at det var spændende at høre om brugen af video ved supervision af personalet. Personalet filmer sig selv sammen med børnene, og siden taler man om de gode situationer ved personalemøder.
Palle Elmerot Dausell fortæller at kinesisk daginstitutionspædagogik ligner skole med undervisning og fag. I Danmark så gæsterne, hvordan en mindre struktureret pædagogik med vægt på leg og selvvirksomhed giver mening.