1600 brevduer bor hos Meldgaard
Brevduer er kendt for altid af kunne finde hjem. Og for omkring 1600 duer er Meldgaard på Askelund 10 i Aabenraa hjem. Her driver direktør Henrik Meldgaard og medarbejder Finn Kornbeck Danmarks største fælles dueslag kaldet Danish Pigeon Race.
Brevduerne stammer fra brevdue-entusiaster fra hele verden, og de kommer til dueslaget i Aabenraa i foråret, hvor de endnu kun er ca. 30 dage gamle. Duerne har på dette tidlige stadier endnu ikke være lukket ud, og dermed kommer de automatisk til at opfatte slaget i Aabenraa som deres hjem.
“Ejerne af brevduerne betaler naturligvis en pris for, at vi passer duerne og træner med dem. Vi starter med korte træningsture, og det hele kulminerer så til den store finale, hvor duerne slippes fri i Göttingen i Tyskland. De skal så flyve de omkring 400 km. hjem til Aabenraa. Og det gælder naturligvis om at komme først i mål”, forklarer Henrik Meldgaard, der har interesseret sig for brevduer, siden han var omkring 10 år.
En stor sport
Der er ingen professionelle brevduer-avlere i Danmark, men i Holland, Belgien, Tyskland og især i Kina, er brevduer heltidsbeskæftigelse for mange, og man kan tjene gode penge, hvis man kan avle brevduer, der er særligt gode til at finde tilbage.
For Henrik Meldgaard er duerne dog blot en fritidsbeskæftigelse, selvom han også har omkring 50 duer i forskellige one loft races rundt omkring i verden.
“Vi bruger da noget tid på at rejse rundt til finaler i udlandet, men også på at vise os på messer rundt omkring i verden. På den måde promoverer vi vores Danish Pigeon Race og vores slag har efterhånden opbygget et fint renommé i brevdue-kredse i udlandet”, fortæller Finn Kornbeck, der står for den daglige drift af dueslaget.
Når duerne ankommer til slaget i foråret, begynder træningen. Der trænes frem til den store finale, der foregår i slutningen af august. I år var der 769 af de ca. 1600 duer der kom med i finalen og vi har her i skrivende stund 473 duer hjemme fra finaleflyvningen. Så der er altså en stor procentdel af duerne, der farer vild undervejs. Men de duer, der er tilbage sælges efter finaledagen, og de bruges til at avle nye duer.
Og der er altså ikke småpenge, der bliver handlet brevduer for. Den dyreste due som hidtil er solgt, blev solgt til Kina i foråret 2013, for 300.000 euro.
Så dyre er de dog trods alt ikke i slaget i Aabenraa.