Elever i kæmpe-dyst om skolevisioner
Elever fra Humlebæk Skole deler deres tanker og ideer om fremtidens skole ved kæmpe turnering
Snart pakker en flok visionære elever fra Humlebæk Skole (udskolingen) taskerne mod Ballerup, hvor de skal præsentere deres bud på 'fremtidens skole' i en turnering med flere hundredetusinde skoleelever verden over.
Turneringen, First Lego League, blev første gang afholdt i 2000 og formålet er at øge de unges interesse for naturvidenskabelige og tekniske fag. I konkurrencen skal de forskellige hold løse en teknologisk opgave, for eksempel bygge en robot og programmere den til at løse forskellige opgaver, og herudover stilles der hvert år en 'forskningsopgave', hvor holdene selv skal definere en samfundsmæssig problemstilling og finde frem til fakta og bud på løsninger.
“Dem, der vender det store championmesterskab i de forskellige regioner, går videre til et større mesterskab, som i år bliver holdt i København. Dem, som vinder dér, går videre til det helt store verdensmesterskab, som bliver holdt i lande som Kina eller USA – det er ikke lykkedes os endnu, men det er jo altid godt at stile højt,” siger Lis Behr, der er lærer på Humlebæk Skole og tovholder på First Lego League-projekterne.
Flere valgfag
To af eleverne, der repræsenterer Humlebæk Skole, er Signe Gregersen og Isabella Bjørnvig fra 6.Å. De og deres hold, Team 3050, vil have mere fokus på, hvad den enkelte elev har brug for.
”Vi vil gerne have flere valgfag fra en tidligere alder. Hvis man selv får lov at beslutte, hvad man har mere brug for og lyst til, f.eks. sport eller design, så bliver man mere motiveret,” lyder det fra pigerne.
Holdet synes, at fag som dansk og matematik stadig skal prioriteres højt, men selv om de samtidig gerne vil have mere tid til selvvalgte fag, er de ikke meget for tanken om en endnu længere skoledag.
”Man kunne nok godt bruge timerne bedre. For eksempel er det meningen, at vi skal have mere sport ind i skoletiden, men det har vi ikke rigtig fået,” siger pigerne.
Fillettere fisk på skærm?
Det teknologiske projekt, holdet har arbejdet på, har også en hel del med fremtidens skole at gøre.
”Vi har for eksempel bygget en maskine i Lego, der viser, hvordan læreren ikke underviser fra klasselokalet men fra en skærm, for eksempel via Skype,” forklarer de.
Designet betyder dog ikke, at de to piger synes, at den slags undervisning er en god ide – det er vigtigt, at der er en lærer til stede, mener de, og ifølge kan man også skrue ned for elektronikken.
”Jeg mener, at vi allerede arbejder rigeligt på vores Ipads,” siger de og fortsætter:
“Vi har talt om, hvor langt man skal gå med teknologi i undervisningen - og det ville for eksempel være helt skørt, hvis man skulle til at stå og fillettere fisk over Skype.”
Turneringen finder sted den 8/11 kl. 9-15 i DTU Ballerup og er åben for alle, der har interesse i at heppe eleverne videre.