Fortsæt til indhold

Store mængder PCB udskyder genåbning af Birkerød Svømmehal

Mængden af PCB har overrasket Rudersdal Kommune ved renoveringen af Birkerød Svømmehal, som nu først åbner i 2015

Samfund
Jeppe Lund

Åbningen af Birkerød Svømmehal bliver forsinket efter den renovering af omklædningsrummene, som Rudersdal Kommune påbegyndte i august. Oprindeligt skulle renoveringen være afsluttet til december, men nu forventer kommunen først at kunne genåbne svømmehallen i februar.

Forsinkelsen skyldes en større mængde af miljøfarlige stoffer som asbest, PCB og kviksølv, end kommunen havde regnet med, der var i svømmehallen. Det oplyser ejendomschef Mette Carstad, der ikke er overrasket over, at stofferne findes i svømmehallens vægge og lofter. Det er mængderne, der har overrasket, forklarer hun. Stofferne findes også i resten af svømmehallen, men det er kun der, hvor kommunen nu renoverer, at der er en risiko ved de miljøfarlige stoffer.

"Så længe det bare sidder inde bag væggene, så er det lige meget. Når du går i gang med at renovere, så skal du skaffe det af vejen på forsvarlig vis. Det er blandt andet også dyrere at skille sig af med end almindeligt byggeaffald," fortæller Mette Carstad.

Fundet har derfor også gjort renoveringen lidt dyrere end først planlagt.

Penge fra Skovlyskolen

I første omgang havde Rudersdal Kommune afsat godt fire millioner kroner til renoveringen. Efter fundet af flere miljøfarlige stoffer, har politikerne afsat yderligere 576.000 kroner. Pengene kommer fra den pulje på 10 millioner kroner, som politikerne tidligere på året bevilligede til PCB-renovering af Skovlyskolen. Ifølge Mette Carstad er Skovlyskolens renovering ved at være færdig, og det projekt kommer ikke til at bruge alle de 10 millioner kroner.

Efter tillægsbevillingen, der også skal godkendes af kommunalbestyrelsen sidst på måneden, til Birkerød Svømmehal, er der godt 6,6 millioner kroner tilbage af de 10 millioner kroner i Skovlyskolen-puljen.