Fortsæt til indhold

Tyranniske ledere

Samfund
Arkiv

Af Michael Jensen, Hadsten. Direktør i Colea Consult For noget tid siden havde jeg et møde med direktøren i en af de organisationer jeg arbejder sammen med. Han er samtidig bestyrelsesformand i en anden organisation, i hvilken han ejer 50 procent, direktøren de andre 50 procent. Han fortalte mig følgende historie: “Hvis en af underdirektørerne får en idé, skyder direktøren den omgående ned - kun hans egne ideer dur ifølge ham selv, og de skal til gengæld følges til punkt og prikke uanset om de hænger sammen med de øvrige aktiviteter i organisationen.” “Jamen, har de da ikke en strategi, som gør at de har en overordnet ramme for til- og fravalg?” Var mit opfølgende spørgsmål. “Jo, det har de da; hver morgen vågner direktøren og har udtænkt en ny strategi for organisationen, som han går i gang med at iværksætte i løbet af dagen.” Rimelig rystet spurgte jeg lidt mere ind til dette forhold og blev bekræftet i, at der i bund og grund er tale om arketypen på en virksomhed, der er løbet strategisk helt af sporet primært fordi den er ledet af en tyrannisk person som gradvis dræner organisationen for initiativ, momentum, handlekraft, gode medarbejdere - og i sidste ende levedygtighed. Nu spurgte min samtalepartner, hvad jeg mente der burde gøres, hvis alternativet ikke var at købe direktøren ud af virksomheden? Mit umiddelbare bud er, at vi her er nødt til at bearbejde sagen fra en psykologisk vinkel. Adfærd af denne type er typisk relateret til et eller flere af fire motiver: Penge, magt, status eller popularitet. Det det handler om er at identificere det egentlige motiv og verdensbillede, der ligger til grund for denne uhensigtsmæssige adfærd, og derefter om at få personen til at erkende det og at der ingen gevinst er ved pågældendes adfærd. Først når/hvis denne selvindsigt er opnået kan det intensive arbejde med at ændre vedkommendes vaner begynde, hvilket erfaringsvist kan tage hele år, men ikke desto mindre er givet godt ud og vil komme godt igen i form af øget arbejdsglæde og indtjening på sigt “Half the leaders I have met don’t need to learn what to do. They need to learn what to stop” Marshall Goldsmith