Åbyhøj-musikeren Kris Herman har taget styringen
Han er netop kommet på plakaten til Aarhus Rocker, men hvem er Kris Herman fra Åbyhøj egentlig?
Han er 35 år, er vokset op i Hasle, bor i dag med sin familie i Åbyhøj, og så lever han af at spille musik. Navnet er Herman. Kris Herman.
Måske kender du ham i forvejen, hvis ikke, så kan du opleve ham til Aarhus Rocker 27. juni på Vejlby Stadion - han er nemlig netop blevet valgt som opvarmning til D-A-D og Carpark North.
Har man først sagt Kris Herman, må man også meget hurtigt derefter sige * at tage sagen i egen hånd”. Det er nemlig det, han har gjort med sin musikerkarriere.
“Jeg lægger ikke min karriere i andres hænder - det er mit ansvar, og hver gang jeg har stået i definerende øjeblikke, har alternativet altid været dårligere end at gøre det selv,” siger Kris Herman.
Derfor skriver, udgiver og booker han selv - plus alt hvad der ellers hører med.
“Jeg mener, at det giver den reneste mulige linje fra kunstneren til publikum. Det gør, at jeg hele tiden kan mærke mig selv i det her. Kommer der for mange led ind, så mister man intimiteten,” siger han og fortsætter:
“Selvfølgelig vil jeg da gerne have en pladekontrakt, men det skal ikke bare være for at have en pladekontrakt. Det skal udelukkende være fordi, der er nogle gode mennesker at arbejde sammen med.”
Fra leg til konservatoriet
Han kommer fra et hjem, hvor både mor, far og bedsteforældre har spillet musik. Allerede som 3-årig gik han i musikalsk legestue på Åby Skole. Sidenhen dannede han bandet “Bandidos” på Fritidshjemmet Fuglebakken - det var før, de kendte til rockerklubben af samme navn. Tiden i fritidsklubben husker han tilbage på med stor glæde:
“Der var bare nogle sindssygt dejlige og engagerede pædagoger, som formåede at få øje på et potentiale - og så blomstrer man som barn. Jeg havde aldrig stået her i dag, hvis ikke jeg havde haft syv år med Bandidos på fritidshjemmet,” fortæller Kris Herman.
Senere var han forbi informationsvidenskab og musikkonservatoriet, hvor han fik en bachelor begge steder.
Det var dog først i 2010, at Kris Herman besluttede at gå 'all in' på sin egen musik.
“Fra da af har jeg ikke lavet andet end at spille. Jeg har ikke været på understøttelse, for ingen skal betale for, at jeg vil være musiker - jeg har blot haft lave leveomkostninger,” siger Kris Herman og fortsætter:
“Det må endelig ikke lyde, som om jeg har klaret ALT selv. Mine fans har drevet min karriere frem med mig. De vil gøre alt for mig og hjælper med rigtig meget - det er rørende, hvad de vil gøre for at hjælpe,” siger Kris Herman, som har en trofast gruppe af fans, der kalder sig for Krisherman's Friends.