2017 vil lave et larmende musikprogram
Programchefen fra Aarhus 2017 vil samarbejde med byens musikmiljø. Northside Festival ser en mulighed for flere internationale gæster og skæve ideer
Et larmende fyrtårn på musikområdet.
Sådan lyder ambitionen fra programchefen for Aarhus 2017, der for øjeblikket forbereder musikdelen af programmet for 2017, når Aarhus er europæisk kulturhovedstad.
"Byen har en styrkeposition på musik, som vi skal videreudvikle og understøtte. Vi skal gribe den mulighed, der er for at løfte et fyrtårn i 2017," siger Gitte Just.
Aarhus 2017 har i øjeblikket samtaler med Spot Festival, Dansk Rock Samråd (Rosa), Northside Festival og Produktionscenter for Rytmisk Musik (Promus).
"Vi vil lave et arrangement, der larmer. Og det er rigtig dejligt at mærke opbakning og støtte fra musikaktører i byen. Jeg har haft en række succesfulde møder, men det er absolut endnu ikke en lukket fest. Vi er åbne over for nye samarbejdspartnere," siger programchefen.
Hun understreger, at den lokale forankring er vigtig, men at udlandet også skal involveres.
"Det er vigtigt, at programmet bliver lavet sammen med regionale og lokale partnere. Sammen kobler vi derefter internationale partnere på. Og det er mindst lige så vigtigt, for 2017-platformen handler i høj grad om at få skabt internationale samarbejder, der kan bestå også i 2018 og fremover," siger Gitte Just.
Mere end koncertafvikling
Musikdelen af 2017-året vil ikke blot præsentere kunstnere på en scene.
"Det bliver mere end koncerter. For det kan vi allerede. 2017 er en mulighed for at gentænke og prøve nogle nye ting af. Måske sætte musikere sammen med arkitekter og se på, hvordan musikken kommer ud i byens rum. Eller få borgeren mere ind i skabelsesprocessen. Eller udvikle talentprogrammer, der kan bestå efter 2017. Men vi er stadig i den indledende fase," siger programchefen.
De tanker tiltaler Northside Festival, der deltager i samarbejdet af flere årsager.
"Vi er meget åbne over for spændende forslag og er friske på at gentænke og prøve nye, skæve ideer af," siger festivalens talsmand, John Fogde.
"Det handler om ikke om at få ekstra millioner til store musiknavne. Men om at 2017 kan koble os med spændende samarbejdspartnere, der kan give vores gæster en mer-oplevelse udover musikken."
"Vi har ikke brug for 2017 til bookingen og koncertafviklingerne i Ådalen. Det har vi styr på. Men 2017 handler også om at få markedsført Aarhus udadtil, og det er i vores interesse at få flere internationale gæster til festivalen," siger talsmanden.
Gitte Just forventer i slutningen af i år eller i begyndelsen af 2015 at kunne præsentere programmet for musikdelen under 2017.
"På det tidspunkt har vi målsætningen. Så skal vi arbejde på at komme derhen."