Spor Festival 2014 åbner med drama og drinks
8.-11. maj er der Spor Festival med 34 forskellige events
Der er inviteret til fernisering, udstillingstour og et spækket koncertprogram, når SPOR festival 2014 finder
sted for 9. år i træk fra d. 8.-11. maj i hjertet af Aarhus. Åbningsdagen skydes i gang med udstillinger og
udendørs performance i det gamle industriområde Spanien og herfra bevæger SPOR 2014 sig ned gennem
byen til Kunsthal Aarhus for dernæst at runde aftenen af på Godsbanen og Institut for (X) med to koncerter i
verdensklasse, der bl.a. byder på publikumsperformance, drama og rædsel.
Med international bevågenhed
For alle involverede er de fire festivaldage kulminationen på mange måneders forberedelse, hvor der er
blevet arbejdet intenst på at skabe en festival, der lever op til sit ry som en af de førende inden for Europæisk
samtidsmusikfestivaler. SPOR har igennem flere år vakt opmærksomhed i udlandet og det betyder blandt
andet, at en række førende medier for eksperimenterende musik og kunst gæster Aarhus under SPOR 2014.
Norden møder New York
Foruden stor deltagelse fra New Yorks musik- og kunstscene er Norden stærkt repræsenteret på SPOR
2014. Tre nordiske ensembler gæster festivalen og leverer ualmindelig skarpe instrumentale kombinationer,
der har været med til at gøre dem kendte langt ud over Skandinaviens grænser. En af dem er Norske
Cikada, kendt som en af Nordens bedste repræsentanter for samtidsmusik, lader publikum vågne op til nye
eksperimenter for strygekvartet søndag formiddag i de smukke rammer på Granhøj Dans. Efter koncerten vil
komponister og musikere mødes til en talk modereret af den danske komponist og forfatter Karl Aage
Rasmussen.
Droner og intimt opera-eksperiment
SPOR 2014 byder på et alsidigt program med kunstnere der alle har international stjernestatus. Den
amerikanske avantgarde lydkunstner, komponist og musiker Tony Conrad præsenteres lørdag den 10. maj
med en performance i samarbejde med gæstekurator Jennifer Walshe. Under aliaset Ma La Pert er de to
kunstnere kendt for opførelser, der inddrager stemmer, strygeinstrumenter, knækket plastik, dele af ord,
historier, messen, råb, smadret trommeskind, klokker, grønne lodne outfits, brynjer og gamle damekjoler.
Publikum får også lejlighed til at stifte bekendtskab med filmkunstneren Tony Conrad, når han søndag
eftermiddag giver en præsentation af videoværker i biografen Øst for Paradis. Som violinist var Conrad blandt
grundlæggerne af dronemusik og et af de første medlemmer af The Dream Syndicate, der også omfattede
John Cale og La Monte Young.
Den succesfulde danske komponist Niels Rønsholdt giver publikum et helt særlig oplevelse med sit nye
soloværk Ord for Ord. Denne eksklusive performance, der har verdenspremiere lørdag d. 10. maj, har kun
plads til 12 publikummer ad gangen og 'er et eksperiment med operagenren', som Rønsholdt selv udtrykker
det.
“Jeg vender systematisk alle gængse forestillinger om operaen om: det spektakulære bliver det intime,
de mange medvirkende bliver til én, scenografi bliver til mørke. Og frem for alt er det sandt. Fra de ofte
verdensfjerne og overdrevne operadramaer til et lille stykke virkelighed, sådan som vi alle oplever den.”
Internationalt udstillingsprogram
Publikum kan som vanligt se frem til adskillige lydkunst-udstillinger på nogle af Aarhus' mest interessante
udstillingssteder for samtidskunst såsom Kunsthal Aarhus, Spanien 19C samt rum46. Her skaber
internationale og danske lydkunstnere rum for dramatik, datidens fristed og nutidens skrøbelige virkelighed.
2.