Nu kommer Karla og kabalen hjem
På Aarhus Teater bliver Renée Toft Simonsens hovedperson Karla spillet af Fanny Bernth, der er 3.års elev på teatret
Hun har været på Odense Teater, på Horsens Ny Teater, i Viborg og til Ølstykke Sommerteater.
Men nu vender 'Karla' hjem.
Børnebogen Karlas Kabale, der er skrevet af aarhusianske Renée Toft Simonsen, bliver nu opført som teaterstykke på Aarhus Teater, og det glæder forfatteren.
“Jeg har set mange forskellige Karla'er gennem tiden, men nu kommer hun hjem til Aarhus, og det, synes jeg, er ret vidunderligt, for hun er jo aarhusianer,” griner Renée Toft Simonsen, der er tidligere supermodel, uddannet psykolog og siden 2003 har skrevet bøger, senest biografen 'Vejen Hjem'.
På Aarhus Teater har hun været med til læseprøver og sagt god for teatrets udgave af historien om Karla og den svære familie-kabale med halvbrødre og stedfar.
“Stykket lægger sig meget tæt op ad bogen. Mange af replikkerne er mine, og det er jeg rigtigt glad for,” siger den 49-årige forfatter.
I hovedrollen som Karla ses den 26-årige Fanny Louise Bernth, der er 3. års elev på skuespillerskolen.
“Jeg synes, hun gør det rigtigt, rigtigt godt. Hun har sådan en fin, lille statur, så hun kan sagtens gå for at være et barn. Jeg synes, det er et godt valg, for rollen ville være for krævende for et barn,” siger Renée Toft Simonsen, der er meget spændt på at se det færdige stykke til premieren den 14. november.
Elev er den nye Karla
Ikke kun Karla, men også Fanny Louise Bernth får debut på teatret.
“Det er en større udfordring, end jeg havde troet“, siger Fanny Louise Bernth, der i sidste uge var halvvejs i prøveforløbet og netop havde øvet på Store Scene for første gang.
“Det er supersvært at stå på så stor en scene. Der er meget dybde i rummet, og balkoner er der også. Jeg har skullet vænnet mig til at tale meget mere ud i rummet og så kigge på mine medspillere før og efter, jeg har sagt mine replikker,” fortæller den 26-årige skuespilelev, der også skal spille 17 år under sin egen alder.
“Det er en mindst lige så stor udfordring for mig. Det er vigtigt, at jeg tror på det selv, og ikke bare imiterer et barn, for det vil børnene hurtigt opdage,” siger Fanny Louise Bernth.
Slut med bog-Karla
Første bog om Karla skrev Renée Toft Simonsen i 2003, siden fulgte yderligere seks bøger. Men der er umiddelbart ikke planer om flere.
“Jeg vil ikke afvise det fuldstændig, men lige nu har jeg gang i rigtigt mange andre ting,” siger Renée Toft Simonsen.
Hun er ved at skrive manuskript til en ny film, der bygger på Manu Sareens børnebøger om Iqbal Farooq. Og så skriver hun på en ny bog i serien om Tiberius Tudefjæs.