Nødværge på nænsom vis
Ældreplejens personale uddannes i nødværge for blandt andet at forbedre arbejdsmiljøet
Gennem midler fra Ældrepuljen har kommunen mulighed for at uddanne personalet i hjemmeplejen og på plejecentrene med demensområdet som omdrejningspunkt.
I arbejdet med borgere med demens opstår der sommetider konflikter, eksempelvis når den demente ikke forstår at modtage den hjælp, vedkommende har behov for.
Det vil Hørsholm Kommune gerne ruste medarbejderne til at håndtere endnu bedre, både for borgernes og medarbejdernes egen skyld.
I alt deltager cirka 200 medarbejdere i workshops om det, kommunen kalder ‘Nænsom Nødværge'.
Og der er uddannet tre instruktører, som fremover kan undervise deres kollegaer. På den måde kan alle ansatte arbejde ud fra et fælles sprog og tilgang i arbejdet, og kompetencerne bliver forankret i hjemmeplejen og på plejecentrene.
Nemt at gå til
Det har været vigtigt at finde en uddannelse, som personalet hurtigt kunne tilegne sig.
“Det er nemt at gå til. Og det er min oplevelse, at alle går fra kurset med noget konkret og enkelt. Jeg håber også, at det kan indvirke på antallet af konfliktsituationer,” siger Helle Nielsen, der er demenskoordinator i Hørsholm Kommune.
Kommunens sundhedschef, Louise Høg, er også tilfreds med forløbet:
“Jeg er både glad og stolt af, at vi har kunnet gennemføre det her kompetenceløft til personalet. Det gør, at både personale og borgere kan være sikre i mødet med hinanden.”
FAKTA
Nænsom Nødværge
Nænsom Nødværge fra Durewall Instituttet består af flere dele:
identificering af risikofaktorer for konflikter,
at nedtrappe konflikter,
personalets egen andel i konflikter
at udøve selvforsvar uden at skade hverken den angribende eller den ansatte