Fortsæt til indhold

Classic race på jagt efter frivillige i Skanderborg

Classic Race Aarhus søger nye frivillige til racerløbet for klassiske biler i maj 2015

Samfund
Af Grethe Bo Madse

"Vi har flere frivillige fra Skanderborg, men vi kan sagtens bruge flere, og vi ved, der er mange i Skanderborgområdet, som interesserer sig for den her racefestival, så det er bare med at komme ud af busken, og få meldt sig til. Det er ikke kun en fest for Aarhus, men for hele øst og midtjylland,” lyder det lokkende fra Jette Boel, sekretariatschef i Classic Race Aarhus, som netop nu er på hugst efter 100 nye frivillige til racerløbet.
”Vi har brug for dygtige folk til at bygge banen, og for forskellige håndværkere og kontrollører. Desuden mangler vi frivillige til vores oprydningshold,” fortæller hun.
Skanderborg har allerede en mand blandt teamet af frivillige. Det er Jens Erik Aarestrup Sørensen, der efter en karriere som salgsdirektør i TDC, nu som pensionist på sjette år er frivillig i Classic Race Aarhus, hvor han har ansvaret for at organisere den 35 mand store skraldegruppe, der i forbindelse med løbet når at indsamle mere end to tons affald.
”For mig er det at arbejde frivilligt fantastisk sjovt og givende. Mange af os brænder for motorsporten, og vi sørger selvfølgelig for, at der også bliver tid til at se noget ræs og deltage i arrangementet. Men der er også frivillige, der mest er med på grund af sammenholdet og hyggen. Uanset hvad, er det min erfaring er, at man som frivillig står tilbage med en fantastisk oplevelse, når det hele er slut,” konstaterer han.
Bag Classic Race Aarhus står en velgørende fond, der donerer sit overskud til initiativer, der kan højne trafiksikkerheden blandt børn og unge. I år satte løbet rekord med 30.000 tilskuere.