Gentoftes brandmænd anlægger overskæg
Det sker som led i en kampagne for at skabe synlighed om prostata- og testikelkræft
Det bliver en behåret måned rundt omkring på de danske Falck-stationer. På mere end 50 stationer har brandmænd og ambulanceførere valgt at donere deres overlæbe i 30 dage for at skabe synlighed om mænds sundhed.
Falckredderne på Gentofte Brandstation blev torsdag formiddag glatbarberet af en barber fra salon Rouge Barber Brotherhood, så de nu er klar til at lade overskægget gro.
Første mand i stolen var stationsleder Finn Heise.
"Som leder af Falck Gentofte går jeg selvfølgelig ind i kampen mod kræft sammen med mine ansatte. Jeg er stolt over det engagement, de viser”, siger Finn Heise, der normalt er den eneste på stationen, der har overskæg. Men det røg sig en tur, fordi alle skal starte fra nulpunktet.
Thomas Sauerberg er ildsjælen i kampagnen på Gentofte Brandstation.
”Som brandmand bliver jeg udsat for røg, der kan indeholde kræftfremkaldende stoffer. Vi må alle tage et ansvar for vores helbred, og derfor meldte jeg mig allerede sidste år og lod overskægget gro. I år har jeg opbakning fra mine kolleger, og det er positivt. Jeg er ret sikker på, at jeg kommer til at give en del forklaringer på mit udseende den næste måneds tid", siger Thomas Sauerberg.