Rollemodel fra Viby er ’månedens frivillig’
22-årige Payman Khudir fra Rosenhøj er blevet DGI’s månedens frivillig
DGI udpeger hver måned 'månedens frivillig,' og i september er valget faldet på den 22-årige Payman Khudir fra Rosenhøj.
Hun underviser i zumba, piloxing og er med i svømmeudvalget i Viby Syd Idrætsforening, hvor hun startede som aktiv i 2011.
Det er formand for idrætsforeningen, Rosita Ahmadian, der har indstillet hende til prisen blandt andet med den begrundelse, at hun er en energifyldt rollemodel for pigerne i lokalområdet.
Glad og stolt
“Payman fortjener i den grad ros. Selv om hun har meget travlt med sin uddannelse, prioriterer hun sit frivillige job meget højt. Hun er meget stabil og engageret og udstråler energi. Derudover er hun god til at motivere medlemmerne og er virkelig en god rollemodel for pigerne i Rosenhøj,” siger Rosita Ahmadian i en pressemeddelelse.
Payman Khudir er glad for, at hun har fået prisen:
“Det betyder rigtig meget at blive anerkendt på den måde. Jeg vidste jo ikke en gang, at jeg var blevet indstillet. Man får en følelse af, at man gør noget godt, så det betyder meget for mig,” siger hun i pressemeddelelsen.