Benzinstation får nyt navn
Jet skifter navn til Ingo
Jet Benzin går mod strømmen på benzinmarkedet og er klar med nyt navn, nye skilte og farver på benzinstationerne. I løbet af denne uge kommer turen til stationerne i Aarhus og omegn. Ingo er det nye navn og navneskiftet skal blandt andet markere, at selvbetjeningskæden tror på en fremtid i de danske byer.
Siden 1985 har danskerne kørt efter det blågule Jet skilt for at få benzin til lav pris. Jet etablerede som de første i Danmark 100 procent selvbetjente benzintanke med lav pris i Danmark. Det betød dengang en stor fornyelse i både prisen, gadebilledet og måden at tanke på. Nu ændres gadebilledet igen.
"Vi havde for 30 år siden en tanke om at ændre måden at købe benzin på. Danskerne tog hurtigt selvbetjeningen og de deraf lavere priser til sig. Nu kommer vi igen med noget nyt til det danske benzinmarked. Alle stationer får navnet Ingo. Navnet er en sammentrækning af In og go og betyder, at det skal være let og hurtigt at tanke," siger forretningsansvarlig hos INGO Christel Nettelvik.
Årsagen til navneskiftet er, at JET ikke ejer rettighederne til navnet efter kæden i Danmark og Sverige blev frasolgt i 2008.
Rart at tanke
Benzintankene i Aarhus og omegn er blot nogle af de i alt 71 Jet-tanke i Danmark, der skifter navn og udseende. Og Christel Nettelvik har en klar ambition for de nye Ingo-tanke.
"Det skal være rart og trygt at tanke på de ubemandede tankstationer. Det har fra starten været vores strategi. De nye Ingo-stationer er lyst godt op, er rene og indbydende," siger Christel Nettelvik og fortsætter:
"Benzinmarkedet i Danmark er præget af hård konkurrence på prisen. Jet har fra start været førende i priskrige både landsdækkende og lokalt. Vi tror ikke på, at forbrugerne falder for komplicerede rabatter, men at faste lave priser på benzin og diesel er det stærkeste kort i kampen om kunderne. Den strategi vil vi fortsætte med," siger Christel Nettelvik, der glæder sig til at se de mange Jet-stationer forvandle sig til Ingo over de kommende måneder.
Pågældende stationer skifter navn i Aarhus: Randersvej 136, Oddervej 178 A, Ravnsøvej 42, Grenåvej 137, Edvin Rahrsøvej 42 og Skanderborgvej 158.