18 års indsats for senioridrætten
På Senioridræts årsmøde 22. oktober blev Leif Rasch udnævnt til æresmedlem i senioridræt og dermed også i HOG.
Leif Rasch har været aktiv inden for gymnastikken i mange år, også længe før han i 1996 flyttede til Hinnerup.
Han startede ældreidræt i Hinnerup for 18 år siden som et gymnastikhold og har igennem alle årene tilpasset og udviklet det, til det senioridræt vi kender i dag med 230 medlemmer.
De første 16 år har Leif Rasch været formand og kasserer og gymnastikinstruktør i 17 år.
For et par år siden blev Leif Rasch opmærksom på, at der var blevet indrettet et lokale for Indoor Cykling i Rønbæk Idrætscenter. Han så straks en muligheden for en ny aktivitet for senioridræt og fik forhandlet en meget fordelagtig aftale på plads. Og dermed igen sat ny udvikling i gang.
For to år siden trak han sig som formand og fik etableret en bestyrelse for senioridrætten. Dette blev samtidig grundlaget for, at senioridrætten blev en afdeling under HOG.
"Fra HOG skal der lyde et stort tillykke til Leif. Tak for indsatsen og det gode samarbejde," siger Søren Eriksen, formand for HOG.