Studerende tager træneren med hjem i privaten
Idrætslærer Niels Kristian Skovmand, Grenaa Gymnasium, har udviklet en træningsapp
Hvad stiller man op, når man skal være personlig træner for 60 idrætselever, som alle er i gang med deres egne selvstændige træningsforløb? Hvordan husker man hver enkelt elevs målsætning? Hvordan kan man vide, hvordan det går med hver enkelt elevs træninger?
Spørgsmål, der ikke er en seriøs og ambitiøs idrætslærer på et gymnasium fremmed.
Det gælder for eksempel Niels Kristian Skovmand, Grenaa Gymnasium.
Svaret på de mange spørgsmål for ham og hans kolleger er naturligvis, at man ikke husker mere end et par stykker i hovedet.
Vejledning af eleverne består af hurtige samtaler, før eleverne løber ud til træning, hvorefter læreren skribler nogle hastige notater.
Pædagogisk nytænkning
Niels Kristian Skovmand har nu sammen med sin kollega Lars Bo Kristensen, Egaa Gymnasium udviklet app'en Træningsprojekt.dk. Via app'en fører eleverne træningsdagbøger online, som læreren læser og giver respons på - både online og mundtligt.
"Jeg og mine idrætskolleger har altid set de selvstændige træningsprojekter som en rigtig god mulighed for at lave projektstyret og elevcentreret undervisning. Men ofte er det ikke er lykkedes så godt, som vi havde ønsket, fordi vores muligheder for at vejlede og give feedback har været begrænset til et lille tidsrum ugentligt," siger Niels Kristian Skovmand.
Jonas Helmer Møller er en af de elever, som netop har gennemført sit træningsprojekt: "App'en har faktisk betydet, at jeg har brugt mindre tid på at få vejledning af Niels i timerne, end jeg plejer. Men jeg har fået mere ud af vejledningen, fordi både Niels og jeg har været bedre forberedt."
"Træningsprojekt.dk skal afprøves yderligere af op til 10 gymnasier i dette skoleår og med den feedback det giver, vil app'en blive yderligere forbedret, og vi regner med at have den klar til offentlig udgivelse ved starten af næste skoleår," siger Niels Kristian Skovmand.