Man må lide lidt for skønheden
To helt almindelige fyre til dagligt, men ser man godt efter, kan de noget, som mange misunder dem. De har “symmetri”.
To lokale venner er gået til tops i fitness!
De ser helt almindelige ud. I hvert fald, når de har tøj på. Hvis de derimod kun har boxershorts på, så ser man, at de ikke ligner de fleste.
Vi får ikke lov at tage billeder af dem kun iført shorts: ”Der er kommet lidt kilo på siden konkurrencen,” lyder det fra Nemanja Stankovic. Ham har vi sat stævne i Hammel, hvor han bor. Han er 20 år, har gået på Regnbueskolen og er nu hos et revisorfirma i Aarhus.
I dag har han en gæst. Det er ikke hans bror, men de er så meget venner, at man godt kunne tro det. Han hedder Mikkel Loft, bor i Sall, er 22 år, har gået på Søndervangskolen og er uddannet tømrer.
Athletic Fitness
De to unge mennesker har for kort tid siden været i konkurrence i Herning. Disciplinen hedder ”Athletic Fitness”.
Her blev Mikkel nummer fire, mens Nemanja gik til tops på podiet.
Athletic Fitness består af to ting: Muskler og symmetri. Oversat til dansk: Bodybuildere, der samtidig ser godt ud. Det sidste hedder åbenbart ”symmetri”. Det betyder, at styrketræning kun er en del af det. Den anden side handler om at posere. Der er fire faste poseringer, som alle deltagerne skal vise.
Cykelrytter-mad
De to er ikke kommet sovende til deres resultater. De mødte hinanden til træning i Silkeborg tilbage i 2012. De fik hinanden overtalt til at stille op til Athletic Fitness i 2014. Det gjorde de så.
Det sidste halve års tid har de to måttet lide for skønheden. Ingen spiritus, masser af træning, og som cykelrytterne ris, kylling og grønsager. Maden skal justeres ind, så man både passer på sine muskler og får fedtprocenten ned.
De har trænet sammen. Kommet med konstruktiv kritik til den andens poseringer. Der er brugt spejle og videooptagelser for at opnå det bedste resultat.
At der vil være piger, der kigger langt efter de to er klart, men lader de sig ikke friste, når de møder alle disse fitness-kvinder til konkurrencerne?
”Nej. Hvis en pige ser godt ud, tænker jeg mest: Hun har arbejdet godt med sig selv,” lyder det fra Nemanja.
Fremtiden?
”Vi vil nok stille op hvert andet år,” siger Mikkel. Begge vil gerne ud i verden, men de regner ikke med, at der er penge i deres sport.
Derimod kunne de godt tænke sig noget med at have et fitness-center på lidt længere sigt.