Fortsæt til indhold

Problem med mobildækning i Isbjerget løst

Samfund
Kim S. Andersen

'Isbjerget' på Aarhus Havn har været genstand for beboerkritik på grund af manglende mobildækning i de 210 luksuslejligheder. Dette problem er nu løst, efter det el-tekniske firma Intego A/S har sat et såkaldt DAS-anlæg op, så beboerne endelig kan tale i mobiltelefon indenfor.
Nye energikrav medfører kraftigere konstruktioner, og det driller i stigende grad teleselskabernes mobilsignaler, der simpelthen ikke kan trænge igennem de tykkere betonvægge, metalfilm i lavenergivinduerne med videre. Det danske el-tekniske firma Intego A/S har dog en løsning på problemet, som er kraftigt stigende i disse år. Teknikerne fra Intego A/S har stor erfaring med opsætning af de såkaldte multioperatør DAS-anlæg, som de fire store teleoperatører i Danmark kan sende deres signaler igennem, men det var dog ikke nok i det store Isbjerget-byggeri på Aarhus Havn:
"For at sikre et optimalt antennesignal var det nødvendigt at opsætte antenner i hver eneste lejlighed. Men det ville koste et tocifret millionbeløb, og derfor udviklede vi i stedet en specialdesignet løsning for COWI og NCC i samarbejde med vores radioplanlægger. Løsningen indebar installation af en række antenner udvendigt på bygningen, så de pegede ind i lejlighederne," fortæller Poul Erik Madsen, afdelingsleder i Telecom, Intego A/S, i en pressemeddelelse.
Eftersom Isbjerget allerede var bygget, kunne teknikerne ikke gemme de nye kabler i væggene. Der skulle derfor en innovativ løsning til, så kablerne kunne integreres i arkitektonisk pæne føringsveje.
"Vi fik specialfremstillet kabelkanaler, der blev monteret på indersiden af facaden i opgangene og malet i samme farve som opgangene. På den måde leverede vi en æstetisk, funktionel og økonomisk løsning, og beboerne i Isbjerget kan nu bruge deres mobiltelefoner i lejlighederne," siger afdelingslederen.
Den manglende mobildækning i Isbjerget, kommer bag på Mikkel Frost, som er indehaver af arkitektfirmaet Cebra, der har tegnet ikonbyggeriet. Han glæder sig dog over, at der er fundet en løsning på problemet, og vil være opmærksom på udfordringen med manglende indendørsdækning i fremadrettede projekter.
"Vi tager helt klart denne hændelse med Isbjerget til eftertanke, og vi vil i fremtidige byggerier være opmærksomme på denne problematik. Men jeg vil stadig mene, at den manglende mobildækning er et fælles ansvar mellem arkitekten, totalentreprenøren, rådgiveren, bygherren og ingienøren, fordi der er flere elementer, der spiller ind i en byggeproces," siger han.