Lars Larsen køber SengeSpecialisten
Sengekæden SengeSpecialisten, der har hovedsæde i Lystrup, skal med Lars Larsens overtagelse gøres landsdækkende
Lars Larsen Group, der blandt meget andet ejer kæderne Jysk, Ilva, IDEmøbler og Bolia.com, har købt aktiemajoriteten i sengekæden SengeSpecialisten, der har 11 butikker fordelt i Jylland og på Fyn.
SengeSpecialisten sælger senge, madrasser og tilbehør – og ligger derfor naturligt inden for LARS LARSEN GROUPs fokusområde.
"Vi er i forvejen eksperter i alt til en god nats søvn, og med overtagelsen af SengeSpecialisten kan vi nu tilbyde kunderne endnu flere valgmuligheder," siger Lars Larsen i en pressemeddelelse.
SengeSpecialisten er startet i 1999 og er ejet af stifter Jørgen Bebe Staal, der i dag er salgs- og marketingdirektør, og administrerende direktør Brian Lund Nielsen. Virksomheden har hovedsæde i Lystrup.
Jørgen Staal og Brian Nielsen bevarer en mindre aktiepost i selskabet – og ser nu frem til med Jysks ejerskab at sætte fart på ekspansionen.
”Vi har rigtig mange glade kunder i Jylland og på Fyn, og derfor glæder vi os til at blive landsdækkende og dermed nå ud til endnu flere med vores sengeløsninger,” siger Brian Lund Nielsen.
Sidste år overtog Lars Larsen Ilva og IDEmøbler. Og nøjagtig som det er tilfældet med de to møbelkæder, så bliver SengeSpecialisten også ført videre med eget brand, sortiment og placering i markedet. For det er netop SengeSpecialistens unikke position i markedet, som gør den interessant:
”I lande som Holland, Tyskland og Sverige findes store landsdækkende specialforretninger for sengeløsninger i det segment, som SengeSpecialisten henvender sig til. Dem vil jeg da gerne give konkurrence, hvis de finder på at komme her til landet. Jeg er overbevist om, at vi kan gøre en landsdækkende succes ud af SengeSpecialisten - og senere også etablere butikker i udlandet,” siger Lars Larsen.
Parterne vil ikke offentliggøre detaljer om handlen – men vil til gengæld gerne løfte sløret for, at der allerede er butikker på vej på Sjælland.
”Jeg startede jo også Jysk i Jylland i sin tid – og åbnede efterfølgende butikker på Sjælland med succes. Så på det punkt kan jeg da bidrage med noget erfaring,” siger Lars Larsen.