På vej ud i den store verden

Vi kender alle sammen til det, en hverdag, hvor vækkeuret ringer klokken 06.00 mandag morgen, den askegrå himmel hænger tungt over vores hoveder, samvittigheden æder os op, fordi vi ikke lige har fået afleveret de 3 afleveringer, som der var deadline på for 2 dage siden, og hvor vi drikker den samme kedelige kop kaffe, hvis koffeinindhold gør, at vi lige kan klare de tidlige morgentimer.

Mit spørgsmål er så, er det, det vi drømmer om?

Er det, det jeg drømmer om? For mit vedkommende var svaret nej. Jeg ville bytte de tunge skyer ud med en himmel lavet af blå penselstrøg, og bytte det kedelige koffeinfix ud med noget, som rent faktisk gav mig vedvarende energi – nye mennesker, ny kultur og natur, og sol og varme.

Jeg ville udleve min passion for eventyr – jeg ville ud i verden.

Første stop - Caribien

Du sidder sikkert, og forestiller dig noget, du engang så på et postkort – hvide sandstrande, smukke stjerneskud af palmer, der fylder den solrige himmel som langt ude i horisonten går i et med det turkisblå hav.

BINGO. Du har helt ret. Og det var nøjagtigt det, som drog mig til at vælge De Vestindiske Øer i første omgang. Senere hen fandt jeg ud af, at Caribien havde meget mere sjæl end bare strand og badeferie.

En fængslende sjæl fyldt med forskellige farver og nuancer, en befolkning så kærlig og nærværende, at du ikke kunne gøre andet, end blot at lade dig inspirere. Et rum som fyldtes af en stemning præget af livsenergi og varme. Og sene aftener, med bålet som varmekilde og centrum, ledte ud i fortællinger og refleksioner over livet, og hvad der egentlig giver vores tilværelse værdi, og måske endda lykkelig.

Her taler jeg i virkeligheden om min oplevelse af øen Skt. Croix, som var min øjenåbner i forhold til den indre stemning. Inden Skt. Croix, besøgte jeg både Skt. Thomas, hvor jeg opholdte mig en måneds tid, Puerto Rico i en uges tid, og en dagstur til Skt. John. Ud af den perlerække af øer, var det Skt. Croix som tiltalte mig mest, og her mit hjerte hørte hjemme. Her fandt jeg en hjemlig ro, og en unik følelse af nærvær.

Forelsket i smukke Skt. Croix

Jeg var forelsket fra det sekund jeg landede. Først og fremmest fløj jeg med seaplane mellem øerne, hvilket jo selvfølgelig gjorde rejseoplevelsen vildere.

Derudover var det den sejeste taxachauffør, der tog imod mig – Kaya! (ja det er hans navn). Forestil dig en lidt ældre udgave af Bob Marley – han havde dreadlocks helt ned til lænden, en kæmpe strikket hat, som var tilstrækkelig stor nok til at indfange hans enorme manke af hår.

Men bedst af alt, havde han altid det bredeste hvide smil, og det dejligste væsen. Han var én af de mange personer, som virkelig inspirerede mig som menneske.

En mand med så meget kærlighed og livsglæde at give af, gjorde lige pludselig en ellers normal taxatur, til en oplevelse for livet.

Han skruede op for noget glad reggaemusik, og jeg var på vej mod ”Farmen”, som skulle vise sig at være mit favoritsted i Caribien. Et sted gemt langt inde – midt i regnskoven.

”Farmen”

”The farm” var placeret midt i regnskoven, som en smørklat i den varme grød.

Det var et fantastisk sted, hvor frugt og grønt voksede over alt, og hvor grise, æsler, geder og høns strejfede omkring, og skabte liv. Lige fra første øjekast var jeg forgabt i stedet.

De mange ”farmworkers”, som boede der, var hver dag ude i marken under den bagende sol, for at sørge for, at der om aftenen var mad på bordet, og endnu mere til at forsyne andre familier rundt omkring på Skt. Croix. Det var så fascinerende. Forestil dig en hverdag, hvor alt mad, som bliver tilberedt, er noget, som er sået og høstet af egne hænder – salat, frugt, æg, kød og kartofler.
Jeg var omgivet af natur, dyr og bedst af alt eventyr, og jeg elskede det. Der var ingen elektroniske forstyrrelser – intet tv, ingen computer og ingen mobil. Jeg kunne koncentrere mig ethundrede procent om det, jeg var i lige i øjeblikket, og der var intet, som kunne forhindre mig i det.

Alle burde opleve en livsstil som den? For nogle virker det måske stressende at være afskåret fra omverdenen, og skræmmende at leve i ét med naturen.

Somme tider var det også en udfordring for mig eftersom, at jeg ofte fik natteligt besøg af en rotte, som absolut ville bygge hule i min cabana.

Jeg valgte at se positivt på det, fordi den aldrig forsvandt på trods af rottefælder og alverdens tillukninger af cabanaen.

Derfor navngav jeg den Dorthe, og den blev efterhånden bare en del af de sædvanlige nattelyde. Sagen er, at mennesket ligesom alle andre levende væsener tilvender sig omgivelserne. Vi er som urmenneske skabt til at leve primitivt og i naturen, så hvorfor leve i en hverdag som fyldes med stres, by-larm, alverdens E-stoffer og tilsætningsstoffer, manglende nærvær og opmærksomhed fra/til ens nærmeste og smide ens tid væk på ligegyldige reality-programmer? Jeg har jo gjort det selv. Men har for alvor fundet ud af, hvad der giver mest mening i min optik.

”Just a normal day on the farm”

Kender du det, at føle sig fuldendt? Når man ikke har en længsel efter noget, man mangler for at få opfyldt ens behov, og når alle ens værdier udleves.

Det var nøjagtig den følelse, jeg vågnede op til den første morgen på farmen. Jeg lå i min cabana og fandt en ro i den tropiske duft af regnskov i mine næsebor, lyden af de mange fugle der for længst havde sunget dagens første sang, og solen der viste sine stråler gennem regnskovens mange træer og lianer.

Det var også den dag, hvor jeg for alvor blev gode venner med den stribede hængekøje i community-center (her taler jeg om et stort og åbent træhus der lå som centrum imellem alle cabanaer. Det var her køkkenet var, og i forlængelse af det, var en smuk og bred træ-terrasse, hvor vi spiste og hyggede).

Men en hængekøje – det er jo genialt. Aldrig har jeg oplevet noget så hyggeligt og behageligt, som at ligge i sådan en.
Anyway. Det var en ny dag, og det betød at jeg, ligesom alle de andre ildsjæle på farmen, skulle ud i marken. Der var masser af nye tomater, røde chilier og bønner som skulle plukkes, så vi skulle ikke spilde tiden.

Når sulten bød sig, så jeg muligheden for at tilsmage nogle af de mange eksotiske frugter – valget faldt på en håndplukket banan med noget frisk kokosmælk til at skylle ned med. Gid man dog kunne det hjemme i Danmark. Aftensmaden stod på helstegt pattegris – faktisk var jeg lidt trist over, at skulle være vidne til, at lille søde Møffe skulle slagtes, men der skulle jo mad på bordet, og jeg var sulten efter en lang dag i marken.

Og er du vild Møffe smagte godt…

Som om dagen ikke havde været indholdsrig nok, var der udsigt til en aften med bål, ristede bananer med chokolade og dejlige mennesker omkring mig. Der er ikke noget smukkere end synet af et brændende bål, og de mange flammer, som kæmper om at få et øjebliks skønhed. Jeg var beriget med en dag og aften, som bekræftede mig i, at lykken er at finde i selv de mest simple ting.

Tak fantastiske Caribien

Caribien var fantastisk, og en rejse jeg aldrig vil glemme.

Jeg har kun kunnet udtrykke mig en brøkdel af det, som jeg i virkeligheden har oplevet og set:

Faldskærmsudspring, nogle af verdens top ti bedste strande, klippeudspring, ”turtlewatch”, dykning og jeg kunne blive ved. Så mit eneste råd til dig derude er: pak rygsækken og kom afsted.

Og indtil da, så følg med i min klumme, hvor jeg deler, hvad jeg har i min rygsæk af spændende eventyr – Bangkok, Australien, New Zealand og Fiji venter.