På vej ud i den store verden

Hjemme fra Caribien og hvad nu?
3 måneder i Caribien havde udviklet mig, og gjort mig klogere på, hvad der stimulerede mig som menneske, og hvor jeg kunne finde passion og inspiration.

Jeg havde fået en kæmpe gave foræret, nemlig en øjenåbner for, hvor jeg med sikkerhed kunne finde min lykke og min skønhed i livet. H.C. Andersen udtalte engang: ”at rejse er at leve”, har han ret?

Jeg tog kampen op, og blev bekræftet i, at hans bonmot indtil videre talte sandt i forhold til mig og mit livssyn.

Caribien havde givet mig blod på tanden – hver celle i min krop skreg efter endnu mere eventyr og jeg kendte mig selv godt nok til, at vide, at jeg ikke bare kunne benægte den passion – i stedet måtte jeg udleve den. Så hvad nu?

Point of no return

Der var ingen vej tilbage, mit begær efter mere var langt fra mættet endnu.

Så 14 dage efter min hjemkomst fra De Vestindiske Øer besluttede jeg mig for at flyve den modsatte vej rundt om jordkloden. Bangkok – Australien – New Zealand og Fiji.

Jeg havde i alt 32 timer fra jeg bestilte flybilletter til at pakke min backpack , bestille australsk visum og sige farvel til min familie og venner endnu engang.

Jeg kunne allerede mærke den spirende frihedsfølelse, som opstod, når jeg gav slip på alt det gammelkendte. Det var en fantastisk og spændingsfyldt følelse.
Det var for vildt. Jeg stod der allerede igen – Kastrup Lufthavn, men nu med ny destination i vente – Bangkok.

Jeg var et af de mange tusinde mennesker, som stod i lange køer ud fra check-in skrankerne – alle ivrige og spændte efter at skulle på et eventyr som helt sikkert på den ene eller anden måde, ville berige hver og én med noget særligt og unikt.

Jeg stod med flybilletten i hånden. Jeg vidste hvad den betød for mig; frihed og eventyr. Den ville give mig adgang til en ny verden, hvor jeg havde mere at lære og mere at se - i vente. Lad mig komme afsted.

Mødet med storbyen

Efter cirka 10 timer i luften ankom jeg til byen Bangkok i Thailand.

Jeg blev som det første mødt af den meget karakteristiske varme luft, der mest af alt mindede om en 37. graders varm og fugtig dyne, som blev kastet lige i hovedet på mig.

Det virkede sindssygt klaustrofobisk til at starte med, men efterhånden som min krop og vejrtrækning vænnede sig til den klistrede og varme luftfugtighed, fik jeg overskud til at rette mine tanker mod andre ting. For eksempel de mange tusinde forskellige dufte, som strømmede omkring i Bangkoks gader.

Hver femte meter var jeg omgivet af en ny duft – nogle gange var det en behagelig og forfriskende duft, og andre gange en virkelig frastødende og ulækker lugt – jeg foretrak den første.

Temperaturskiftet og de mange dufte, gjorde det til en rejseoplevelse, hvor alle sanserne var i brug.

Inklusive min synssans – jeg havde aldrig set et så levende gadebillede, hvor tuk-tuks, biler og mennesker vrimlede mellem hinanden, som en myretue der aldrig sov.

Det var umuligt at fastholde blikket på den samme ting mere end et par sekunder ad gangen.

Som du nok kan fornemme, skulle jeg lige vænne mig til den kaotiske storbystemning. Jeg måtte lægge landpigen på hylden i nogle dage, og krydse fingre for at jeg stadig havde livet i behold efter at have sat mig ind i en af de mange farverige tuk-tuks.
Næste stop; Koh San Road.

Livet som privilegeret backpacker

Måske har du hørt om Koh San Road?
Gaden, hvor flere tusinde backpackers indkvarteres hvert år på et af de mange hoteller og hostels.
Her skulle jeg bo de næste 4 dage.
Jeg var så privilegeret, at jeg med mine 65 danske kroner kunne overnatte på et hotel med dobbeltseng, bad, aircondition og pool på tagterrassen.
Jeg forstod mere og mere, hvorfor Asien var så attraktivt at rejse rundt i for os vesterlændinge.
Det var jo som at leve livet som en konge hver dag. Jeg spiste ude hver dag, morgen, middag og aften – andet kunne ikke betale sig.
Ofte benyttede jeg mig af de mange hundrede gadekøkkener, hvor jeg havde en svaghed for den gode gamle phat-thai, gladnudler, grøntsager, friske koriander, rejer og diverse krydderier.
En stor portion for bare 6 kroner.
For at slukke tørsten kunne man købe en smoothie i en af de andre boder, eller hvis man lystede at købe en ny T-shirt eller et par shorts, var det også en mulighed.
Koh San Road var stedet, hvor alt blev købt og solgt, stort som småt. Det var ikke helt unormalt at blive budt på en stor bille på spyd (det var en slags traditions-snack i deres øjne) eller en tur til det eksotiske ping pong show, hvor kvinder brugte deres kønsdele til at udfolde sig kreativt med ping pong bolde.
Bizart? Ja, på Koh San Road var det kun fantasien, som satte grænser.

En dag i Bangkok

På trods af jetlag, og lidt for lidt søvn, bestemte jeg mig for at begive mig ud som turist i den kæmpe by.
Gad vide hvad Bangkok havde at byde på? Indtil videre havde jeg kun hørt lyden af motor, menneskestøj og dythorn, men midt i alt det, fandt jeg vejen til et sted omgivet af fred og ro.
Jeg fandt befolkningens stolthed – den stående Buddha. Omgivet af den var der en masse smukke templer. Her mødte jeg en mand, iklædt orange lange lagner i det fineste bomuld. Han var munk, og fortalte mig, at han sammen med andre munke levede i et tempel for at leve et religiøst liv i ydmyghed og lydighed.
Det var et valg, han havde gjort sig for nogle år siden, så hans liv som munk var stadig nyt. Men hvorfor vælge at blive munk? Det var mig en gåde, men for ham var det en måde at finde frihed og fred i sindet på.
Han tog afstand fra det kapitalistiske samfund, og priste i stedet nærvær og meditation højt. Jeg beundrede ham for den ro, han udviste, og hele den fredsfyldte atmosfære omkring ham. Jeg gik derfra med en afslappet følelse i kroppen og i mit sind. Jeg var beæret over at have mødt et menneske, som virkelig stod ved, hvad han mente og som vidste, hvad der gjorde ham til et bedre menneske.
Jeg var tilbage på Koh San Road, og solen viste sine sidste stråler over storbyen Bangkok, så de mange farverige lanterner for alvor glødede i de mange gader og stræder.
Det var en helt anden synsoplevelse om aftenen og natten end i dagtimerne. Fattigdommen og de beskidte gader var ikke ligeså synliggjorte i de sene aftentimer.
Som en fattig og udslidt kvinde, der hver aften fik en smuk og nymalet maske på.
Det var et stort tagselvbord af billig øl, farverige drinks, eksotisk mad, glade mennesker, varme og højt musik.
Gemt i mængden, fik jeg øje på en lille thailandsk kvinde, som uden tvivl var blevet købt af en ældre og meget usoigneret og grim herre med vestligt udseende. Han delte ud af pengesedlerne, og hendes job var så at danse foran ham, når han bad om det og senere hen opfylde hans lyster og behov på et upersonligt hotelværelse.
Det var frygteligt at se, hvor meget magt penge kunne have.

Moving on

Bangkok havde vist, hvor kontrastfyldte liv, der findes i verden.
Hvordan vi hver især lever vores liv.
Nogle bliver nødt til at sælge deres krop til en anden mands begær for selv at kunne overleve.
Andre vælger at leve i cølibat som munk resten af livet for at opnå fred. Imens sidder jeg og nyder en Pina colada til lyden af David Guettas nye hit.
Der er mange forskellige skæbner derude, og jeg tog fra Bangkok med en følelse af at være en af de meget heldige af slagsen, og endda forkælet.
Storbyen bød på flere forskellige indtryk – fest og farver, og fattigdom og prostitution. Jeg var blevet meget klogere på livets mange nuancer og var klar til at tage afsked med denne del af verden.