På vej ud i den store verden – Australien

Fra én storby til en anden, nemlig hjertet af ”The land down under”, Sydney.

Australien havde altid været på min bucketlist over steder, jeg ville opsøge og se med egne øjne. Mit ønske gik i opfyldelse, og jeg satte nu fodspor på mit 5. kontinent – Oceanien.

Et sted som stod i kæmpe kontrast til Bangkok, som jeg 12 timer tidligere havde taget afsked med.

Jeg havde ikke længere besvær med at trække vejret på grund af det klaustrofobiske og fugtige klima. Luften var tynd og let, og ved min første indånding følte jeg mig født på ny.

Som om at luften var blevet pudset og slebet, som små fine diamantkrystaller, inden den nåede mine lunger. Himlen var ligeså krystalklar, som den luft jeg indåndede. Blå og solrig.

Som du nok kan fornemme, var Sydney en af de få storbyer, som virkelig fascinerede mig, og som gav mig lysten til, at ville opleve mere. Men hvad gjorde Sydney så speciel?

En smuk storby

Sydney havde alle elementer – rolige parkområder, en fantastisk havnepromenade, det populære dansk designede operahus, Sydney Harbour Bridge, en ”trash” lov, som havde det geniale koncept, at man fik en bøde, hvis man efterlod affald efter sig.

Derudover havde Sydney en oprigtig, glad og utrolig hjælpsom befolkning, hyggelige gader og stræder med restauranter og butikker samt Bondi Beach, hvor surfere, løbere og andre idrætsudøvere levede drømmen. Der var så mange spændende og storslåede attraktioner samlet på et sted, og jeg kunne ikke andet end at elske det. Så hvor skulle jeg starte?
Min første aftentur i de smukke gader førte mig til havnesiden, hvor operahuset lå. Jeg stod lige overfor det, som skulle forestille en ”skraldede appelsin” (det var i hvert fald det, som arkitekten Jørn Utzon havde ladet sig inspirere af, da han designede operaen).

Dette levende billede af havnen, hvor alle lysene fra højhusene spejlede sig i den glatte og mørke vandoverflade med Sydney Harbour Bridge i baggrunden, og med det hvide operahus i centrum var umådelig smukt.

Nattens mørke stod i stor kontrast til de stærke lys, som oplyste operaen og Sydney Harbour Bridge, og de skabte en perfekt ramme omkring de to verdenskendte attraktioner.

På trods af at jeg befandt mig midt i en af de mest besøgte storbyer, var stilheden så gennemtrængende, at der kun var fuglestemmer og den livlige vind at høre.

En tur over broen

Sydney Harbour Bridge har gennem sine i alt 82 leveår gjort livet lettere for millioner af mennesker, og for de fleste er broen bare en vej ligesom alle andre til at komme fra og til arbejde.

Men for mig var det en helt særlig oplevelse at krydse de i alt 3.770 meter. Der var virkelig langt ned, men i stedet for at skælve over højden foretrak jeg at hengive mig til den vidunderlige udsigt.

Jeg kunne se Operahuset fra en ny vinkel for hvert skridt, jeg tog. Solen skinnede ned på det mørkeblå hav, så det så ud som om, at havet havde millioner af små perler på dets overflade.

Det var en virkelig smuk dag, og hvert menneske, jeg gik i møde, havde et stort smil malet i ansigtet. Det var dét, som jeg elskede ved mit indtryk af det australske folkefærd.

At de aldrig var blege for at skabe øjenkontakt og derefter afslutte med et smil og sommetider endda et ”Hallo”. At man rent faktisk kiggede sine medmennesker i øjnene og skabte - hvis ikke en vedvarende - så bare et øjebliks glæde, som man så kunne videregive til den næste, man mødte på sin vej.

Jeg som dansker er vant til et folkefærd, som er så bange for den konfrontation, der ligger i en øjenkontakt.

Konfrontationen med et andet menneske. Alternativet er så, at vi alle bare går rundt i vores egen lille boble, hvor vi enten begraver vores blik i jorden eller tager vores iPhone 5 frem – ikke fordi der er kommet en opdatering ind, eller vi skal se noget, men så vi kan bruge det som et skjold til stadig at bevare vores ”perfekte” facade.
Således lider vi ikke tab af et smil til en fremmede, som vi ikke får igen. Sikkert fordi at den som står overfor en, går med nøjagtig samme frygt. Så hvorfor ikke bare droppe paraderne og smile til verden? Jeg kunne mærke, hvor meget energi og overskud det gav mig i Australien. Så smil, hvis du har lyst til at smile.
Imens jeg gik og grublede over kulturforskellene mellem Australien og Danmark, forsvandt solen langsomt bag Sydney Harbour Bridge, og det bidrog til endnu flere mærkbare farver og nuancer til den i forvejen fantastiske udsigt.

Livet på Bondi Beach

En kæmpe strand, hvor surfere lå i vandkanten, løbere løb langs kystlinjen, og små drenge i alderen 6-12 år satte livet på spil på de store skaterbaner – nogle af dem havde allerede skrevet kontrakt og var på vej mod en fremtid som professionel skater. Hvad lavede jeg, da jeg var 6 år? Legede med Barbiedukker.
Der var så mange energiske sportsatleter samlet på et sted – det var virkelig imponerende og vildt fascinerende. Forestil dig en hverdag, hvor du hver morgen kigger ud af vinduet og ser de høje bølger og stranden som det første. Du griber surfboardet og vågner først helt, når du kan mærke sandet imellem dine tæer, saltvandet på din hud, og den bagende sol på dine i forvejen solbrændte skuldre. Min drøm er at hive et år eller to ud af kalenderen for engang at få lov til at opleve den livsstil.
På min kystvandring mødte jeg Elizabeth – en 75 årig gammel dame, som jeg sent vil glemme.
Det var som at være ombord på en tidsmaskine at følge hendes livlige fortællinger om hendes lange liv, og hvordan verden og Australien havde ændret sig i hendes livstid. Lige pludselig var det ikke så skræmmende at blive gammel. Fra den dag satte jeg mig et mål.
Når jeg fylder 75 år, vil jeg også sidde med samme livsgnist i øjnene og føle mig beriget af et langt og smukt liv i bagagen. Jeg vil leve livet, som var det ét langt eventyr og inspirere mennesker på min vej, ligesom Elizabeth inspirerede mig.

Beautiful Byron Bay

Jeg fortsatte min rejse op gennem den sydøstlige kyst (New South Wales) af Australien, og 772 kilometer senere fandt jeg Byron Bay.

En lille hyggelig ”hippie” by, hvor mange surfere og livsnydere holdt til. Dermed en perfekt location for mig.

Jeg boede på Byron Beach Ressort, som lå 100 meter fra den velkendte surferstrand.

Jeg følte mig hjemme. Der var 8 hængekøjer i en radius på 15 meter, så du kan nok tænke dig til, hvor jeg brugte meget af min tid. Resortet var regnbuefarvet, hvilket man også kunne sige om de mennesker som boede på resortet.

Tilværelsen var fyldt op med nærvær og livsenergi. Jeg blev grebet af de mange andre backpackers, som var ligeså eventyrlystne som mig.

Vi var som en stor farvekollage af 100 forskellige farver – alle med mod på at skabe nye fodspor, og ikke følge dem, som allerede var taget.

Byron Bay gav mig endnu mere mod på livsstilen som rejsende og gav mig flere uforglemmelige minder med i rygsækken.

Min sidste solnedgang i Australien

Kender du det, når man har svært ved at give slip på noget – et sted, en person eller en ting?

Jeg sad på Byron Bay Beach og nød min sidste solnedgang i Australien med en følelse af, at jeg ikke havde lyst til at tage afsked.

Australien havde givet mig så meget energi og bekræftet mig i, at mit bonmot talte sandt: ”smil til verden, og verden smiler igen”.

Jeg nægter at gemme mig væk bag de opstillede parader og gå glip af livets små glæder, som et smil fra en fremmed, eller endda at bidrage med et smil til verden.

Mit budskab er, at hvis du eller jeg vil sidde med samme livsappetit som Elizabeth som 75 årig, må vi ikke lade de små glæder gå til spilde, for så vil vi sjældent opnå de store glæder i livet.

Jeg sad midt i en af mine små glæder; jeg havde for første gang oplevelsen af at se en skarp kontrast mellem den orangerøde solnedgang og den kolde fuldmåne i den modsatte side.

Som om nat og dag var forenet i et kort magisk øjeblik, og så var solen væk. På gensyn Australien.