På vej ud i den store verden – New Zealand

Hvis jeg selv skulle analysere min rejse ud fra den velkendte berettermodel, var jeg nu nået til det absolutte klimaks – New Zealand.
Den ultimative oplevelse af natur så overdådig og smuk, var nok til at give mig gåsehud.
Ikke fordi at temperaturen lå på nulpunktet, da det var vintertid på den sydlige halvkugle, men fordi at jeg aldrig før havde set et så bjergrigt og vildt landskab.
Ligesom Australien bestod luften af små fine krystalklare diamanter, som fyldte både min krop og sjæl med energi og klarhed.
Jeg var på udkig efter eventyr, og jeg havde fundet det. Jeg var landet lige midt i scenerummet af ”Ringenes Herre” – her hvor Viggo Mortensen, Orlando Bloom og de mange andre store skuespillere havde medvirket i magtkampen om den dyrebare ring.

Jeg var i adventure- og actionbyernes hovedstad – Queenstown.

Queenstown

Endelig førte vejen til den naturskønne havneby Queenstown, beliggende på Sydøen i New Zealand. Byen Queenstown lå som blommen i et æg mellem kilometerlange bjergkæder og lige ud til Lake Wakatipu. Det var byen, hvor mennesker fra hele verden kom for at opnå et adrenalinkick i form af bongee jumping, riverrafting, skisport eller lange hikes i bjergene. Jeg ville prøve det hele.
Min første løbetur på New Zealandsk grund førte mig til Queenstown Garden. Af alle de steder, hvor jeg havde sat fodspor verden over med mine orange Nike løbesko, var Queenstown Gardens det mest uimodståelige sted.

Jeg havde på hele min rute udsigt til de enorme bjerge, som spejlede sig i Lake Wakatipu. Et billede så fantastisk, at jeg bare måtte stoppe for at få det i fuld størrelse.

Jeg satte mig på den nærmeste bænk helt ud til vandet. Jeg hengav mig fuldstændigt til mine omgivelser, og en time senere sad jeg der stadig, og det var stadig ligeså smukt. Jeg ønskede at forevige denne udsigt med et billede, men det var umuligt at fremskønne den samme følelse i et billede, som da jeg sad der i virkeligheden.

Forskellen på et billede og at sidde der i virkeligheden var, at jeg ”mærkede” New Zealand med egen krop. Jeg forstod at hengive mig fuldstændigt til alt der var omkring mig. En hengivelse som bestod i, at åbne op for alle mine sanser.
Jeg gik igennem en sanserejse, hvor jeg duftede alle de omkringværende dufte, brugte mine visuelle sanser til at se verden i levende og nuancerede billeder, og hvor jeg hørte de mange tusinde forskellige lyde eller den unikke stilhed. Alle sanserne frembragte en helt særlig følelse og stemning i min krop og i mit sind, som var forskellig alt efter, hvor jeg var i verden.

I New Zealand sansede jeg stilheden, den friske og klare luft og det smukke landskab, som gav mig en følelse af komplet ro i kroppen og sindet. Jeg har efterhånden gentaget mig selv nogle gange, når jeg siger at naturen er menneskets bedste terapiform. Så hvorfor ikke prise den højt?

”Our Nature”

Har jeg ret når jeg siger, at naturen er noget af det mest værdifulde, vi har?

Har jeg også ret, når jeg siger, at vi er godt og grundigt i gang med at destruere den?

Vi ødelægger den til fordel for den uendelige teknologiske fremstilling med fokus på det materialistiske. Vi skaber krige og magtkampe og destruerer vores egen jord, på grund af uenigheden om, hvem der skal eje landet.
Det handler alt sammen om at eje mest muligt, og ved at eje mest muligt opnår man mest mulig magt. Jeg er ikke tilhænger af denne tankegang – en anden som heller ikke var tilhænger, var den indianske høvding Chief Seattle, som levede i det 19 århundrede.
Chief Seattle's portræt hang midt i pejsestuen på mit hostle i Queenstown, og det var her, hvor jeg for første gang stiftede bekendtskab med denne vigtige verdensmand.
Han kæmpede for at bevare naturens ånd og ønskede, at naturen skulle bestå til fordel for penge og magt. Han formidlede sit budskab gennem et brev til den daværende amerikanske præsident, og det brev har været med til at inspirere mange mennesker verden over. Det var også tydeligt, at Chief Seattle var en inspiration for New Zealand, selvom vi nu er i det 21. århundrede.

Hans vise ord hang som centrum i pejsestuen på Queenstown Bungi Backpackers, hvor jeg boede, og jeg kunne ikke andet end at lade mig fascinere af hans ord – ”the earth is our mother? What befalls the earth befalls all the sons of the earth”.

Vi er selvforskyldt i vores egen undergang, fordi vi er i færd med at ødelægge det der skabte os. Ligeså dramatisk som det er sagt, ligeså sandt er det også.

Skræmmende? JA! Men vi er alle mere eller mindre med til at gøre naturen ondt. Når vi hver dag kører fra og til arbejde med vores private bil - eller når vi glemmer at slukke for lyset, når vi forlader hjemmet - eller køber et industriproduceret sæt tøj i H&M, hvor der er signeret ”made in China” på rygmærket – og jeg kunne blive ved. Min pointe er bare, at vi som mennesker har et ansvar, ikke alene for naturens fremtid, men også for vores egen.
Forskere siger, at vi om 40 år ikke længere har mulighed for at opleve klodens farverige koralrev på grund af global opvarmning og forurening. Hvem ved, måske vil mine børnebørn ikke have muligheden for at se det samme natursyn, som jeg hver dag sad overfor i New Zealand. Jeg var meget taknemmelig, og besluttede mig for at glemme mine bekymringer et øjeblik, og i stedet hengive mig til nuet og alt det fantastiske der omgav mig.

Mod nye højder

Hvorfor ikke se udsigten udover Lake Wakatipu, og de lange bjergkæder fra en ny vinkel?
Jeg pakkede min rygsæk, fik vandreskoene på, og begav mig ud i ”Queenstown Hill Track”, som førte mig tættere på bjergtoppene.
For hver gang jeg stoppede, og jo højere jeg begav mig opad, var jeg vidne til, at virkeligheden kunne overgå ens fantasiforestillinger. Jeg blev ved med at bilde mig selv ind, at landskabet umuligt kunne blive smukkere, men for hvert skridt jeg tog, blev min udsigt bredere og større.
Jeg tog mit sidste skridt og nåede til bjergets højeste punkt. Jeg tog en dyb indånding af den fine og klare luft, og jeg havde pludselig nået nye højder.
Foran-, bagved- og ved siden af mig var der udsigt til den dybe horisont af New Zealands smukke natur. Jeg oplevede bogstaveligt talt højdepunktet af, hvad New Zealand stod for, og i det samme øjeblik viste jeg, at jeg aldrig havde set noget mere gribende og overdådigt end dett, i hele mit 20 årige lange liv.
Jeg havde nået toppen af Queenstown Hill Track, og på samme tid havde jeg også nået klimaks af livets skønhed. Med andre ord var jeg omringet af livets skønhed – midt i den, og endda på toppen af den. Hvad kan være større at opleve, som menneske, end dette?

Slutter på toppen

I Queenstown sluttede jeg af med at opleve et øjeblik af perfektion, da jeg stod på toppen af ”Queenstown Hill Track”.
Som om det ikke var nok, fik jeg flere guldkorn foræret af New Zealand. Blandt andet oplevede jeg kæmpe vandfald på min vej op gennem landet, fantastiske Abel Tasman National Park tilhørende den hyggelige by Nelson, som lå mere nord på end Queenstown, Fox Glacier – og jeg kunne fortsætte i uendeligheder.
Jeg var nået til enden på min rejse op gennem New Zealand, og jeg havde oplevet en natur, som i min optik ikke kunne sammenlignes med nogen anden.
Jeg havde eksperimenteret og udforsket, og jeg fandt for alvor ud af, hvad ordet ”skønhed” stod for.
Tak for denne gang New Zealand.