Fortsæt til indhold

Sikker cykling må godt være sprælsk

Et firma i Hadsten vokser kraftigt. Kvinderne er i fokus. Og fremtidsperspektiverne er på plads. Det bliver i Favrskov

Samfund
Erling Baastrup

Firmaet Linn-industries har til huse i et kontor i Åhuset i Hadsten. Herfra sælges cykelhjelme. Ikke at der er et lager, men det er her, design, salg og marketing befinder sig.

Firmaet startede så småt for et par år siden, men fra starten af 2014 satses der på fuld kraft. Der er ansat en designer, Laura Jørgensen, en kontorassistent, Karina Christensen, og Steen Elgaard, der står for salg og marketing.

COOP er kunde

Salget går kun til storkunder. Vi snakker om containere. Største kunde indtil nu er COOP, der sælger flere tusinde af cykelhjelmene om året. Cykelhjelmene er også godt på vej hos Harald Nyborg. Linn er hovedleverandør.

Man kan ikke sige, at Linns cykelhjelme er kedelige. Karin Christensen er ved at vælge sin til vores fotosession.

Individuel udvikling

Fremstillingsprocessen er ofte den, at kunderne kommer med ønsker om at få udviklet deres individuelle model. Så går designeren ind og kommer med konkrete tegninger, som kunden ønsker. Det gælder f.eks. farver og dekorationer. Dernæst sendes tegningerne til Kina, hvor en anden udvikler laver billeder, som kan bruges til at støbe efter.

De enkelte dele af hjelmen laves på 3-4 forskellige special-fabrikker og samles så til den færdige hjelm til sidst. En ansat kinesisk agent holder øje med, at de hjelme, der kommer i containeren, er i orden.
Containerne kommer direkte ud til kunderne. De kommer ikke til Hadsten.

Kedelige cykelhjelme?

Hele idéen kommer fra spørgsmålet: ”Hvorfor skal cykelhjelme være så kedelige? Hvorfor ikke spræl i dem?”
”Vi har klart fokus på kvinderne. Ikke at mændene ikke må købe hjelmene, men vi tænker mest på kvinderne,” forklarer Steen Elgaard. Det er ham, der ringer rundt og ”banker på”. F.eks. hos den store svenske kæde ICA, hvor der nu er hul igennem til.

De danske cykelhandlere vil også snart få besøg af en distributør, der kommer rundt med sin ”container”, så der kommer et stort sortiment på hylderne. Prisen kommer til at ligge fra fem til syv hundrede kroner.

Flere hjelme i skabet

At fokus er på kvinderne skyldes bl.a., at de gerne vil se smarte ud, selv med cykelhjelm. Derfor er de med på spændende design.

Steen Elgaard har også en anden bagtanke. ”Jeg tror, at kvinder vil have mere end én hjelm hængende. Man skal jo have en, der passer til årstid og påklædning,” siger Steen Elgaard, så man kan tænke sig et skoskab, et tøjskab og et hjelmeskab på række i påklædningsværelset.

Fremtidsplanerne er meget kontante: Fra 2015 får Linn eget navn på hjelmene. Virksomheden må gerne komme op på 12 medarbejdere. Der skal bygges. Ikke nødvendigvis i Hadsten, men i Favrskov, lover Steen Elgaard.
Til de skandinaviske lande er der gang i eksporten, og efterhånden forventes Nordeuropa, USA og Canada også at komme med.