Bemærket i Byrådet - i januar
Tirsdagens byrådsmøde - det første i den nye byrådsperiode - bød på gensyn med flere gammelkendte politikere, men der var også nye på talerlisten, blandt andet Dorte Winter (V), Bjarne Andersen (SF) og Peder Meyhoff (EL) og deres energi og skarphed lover godt for det nye byråds arbejde de kommende fire år.
Det var nu ikke så meget hos de nyvalgte, at vi kunne finde så mange sproglige nytænkninger. Dem er de mere erfarne byrådsfolk endnu bedre til at levere.
Anders G. Christensen (V) fik med en sidebemærkning reddet sin sætning, der ellers kunne have været noget af en modsigelse, da han kom med en bemærkning om skolereformenes første punkter, der er på vej i høring.
"Det indledes på sidste side. - Altså første side, sidste afsnit."
Steen Thomasen (S) ville gerne have høringssvar ind, før socialdemokraterne tog stilling hvad to ekstra millioner til skolereformen skulle bruges til.
"Det skal vi ikke nødvendigvis gøre proforma - det hedder det vist ikke," fik han indskudt og reddede sin sætning: "På forhånd."
Isabell Friis Madsen (S), nyudnævnt formand for Børne- og Skoleudvalget, fik uforvarende nævnt en handling, der måske kunne gøre skoleelevernes hverdag mere udfordrende og både fysisk og mentalt krævende.
"Vi skal høre upfront med åbne arme."
Måske var følgende sætning mere egnet på lokalredaktørens, og en del af byrøddernes vigende hårpragt. Ikke desto mindre var det møntet på, at socialdemokraterne vil sende skolereformen i høring og ikke selv vil komme med så mange bud på forhånd, før borgenre var hørt.
"Vi skal turde have åben pande og høre hvad de (lærererne) har af bekymringer."
Nils Borring (S) fik i den afsluttende bemærkning om skolereformen, der nu sendes i høring, defineret hvad uenighed også kan hedde - hvis man taler politikersprog og man lige har tilføjet et ekstra politisk notat til høringsnotatet, hvor partierne udtaler bekymringer og påpegede punkter, de gerne ser undersøgt nærmere.
"Der er i notatet visse uenigheder. Nej ikke nødvendigvis uenigheder, men observationspunkter."