Fortsæt til indhold

Forsvarsminister på visit hos ingeniørfirma

Kirkholm Maskiningeniører A/S i Skanderborg får fornemt besøg

Samfund
Af Erland Rasmussen

Forsvarsminister Nicolai Wammen, (S), lægger vejen forbi Skanderborg, når han mandag 27. oktober besøger virksomheden Kirkholm Maskiningeniører A/S.
Besøget er en del af en større rundtur i Jylland, hvor forsvarsministeren besøger forskellige virksomheder inden for forsvarsindustrien.
Kirkholm Maskiningeniører A/S er et rådgivende ingeniørfirma med hovedkontor i Skanderborg og afdeling i Hørsholm.
Virksomheden arbejder blandt andet for militærindustrien. Kerneforretningen er idéudvikling, skitsering, 3D-konstruktion, beregning og godkendelser.
Forsvarsministeren besøger Kirkholm Maskiningeniører A/S som en del af Forsvarsministeriets strategi Open for Business, oplyser pressesekretær Linda Liboriussen, Forsvarsministeriet.
Nicolai Wammen vil blandt andet høre nærmere om virksomhedens arbejde for at få et indtryk af, hvordan han og Forsvaret kan hjælpe, så der kommer mere gang i mere eksport.
Brancher i industrien, blandt andet indenfor mejeri- og fødevarer samt offshore-sektoren, nyder også godt af Kirkholms kompetencer. Det gælder både ind- og udland.