Fortsæt til indhold

Ole er ikke klar til at stoppe

Efter 37 år som ejendomsmægler kunne Ole Dall nemt gå på pension. I stedet er han startet som selvstændig arkitekt

Samfund
Anne Andersen

Den tredje alder “Det har givet mig en indre ro. I dag har jeg kun ansvaret for mig selv, og jeg har det godt med den beslutning jeg har taget”. Sådan siger Ole Dall om, at han den 1. june - præcis på dagen - stoppede efter 37 år som ejendomsmægler.
“To af de ansatte overtog butikken, og det havde været undervejs et stykke tid. Min kone og jeg havde naturligvis talt en del om, hvad der så skulle ske. Men jeg følte ikke, at jeg var færdig med at arbejde. Man hører så meget om at folk der stopper, de sætter sig hjem og ser tv og går til grunde. Jeg har det godt med at være sammen med andre mennesker, og vil gerne hjælpe”.

På godt og ondt

Oprindeligt er Ole Dall uddannet arkitekt. Han havde i en årrække sit eget firma i Kolding, men i 1977 startede han som ejendomsmægler, og et par år senere lukkede han arkitektfirmaet for fuldt ud at hellige sig arbejdet med at sælge huse.
“Det har været 37 år på skidt og godt. Jeg har oplevet renter på 0,4 procent og renter på 22 procent. Energikrise og kartoffel-kur, men jeg må sige, at den krise der tog sin begyndelse i 2008, den har været hård. Folk er fortsat meget tilnageholdende med at købe boliger, selvom det jo næsten ikke koster noget at sidde i eget hus, i dag”.

Tilbage til rødderne

Det skal den erfarne forretningsmand fra Kolding altså ikke længere bekymre sig om, i dag har han fundet tilbage til arkitektgerningen, og siden 1. september har han officielt heddet ArkitektOle:
Jeg har fundet lidt en niece i det jeg laver, selvom jeg selvfølgelig kan udføre alle arkitektopgaver”, forklarer Ole Dall der her fokus på, at hjælpe borgere med at gennemgå deres ejendomme så BBR-oplysnigneren passer:
“Kolding Kommune overfløj jo sidste år området og tog luftfotos. Rigtig mange mennesker har opført enten ulovlige tilbygninger, ikke registret bygninger eller lignende, og det hjælper jeg så med at få styr på. Jeg har været ude ved både banker og ejendomsmæglere at fortælle om, hvad det er jeg laver, men det er da ingen hemmelighed, at det har været en svær start. Uden mit netværk havde det slet ikke kunne lade sig gøre”, forklarer Ole Dall her to måneder efter, at han slog sig ned som arkitekt.

Mere fritid

Selvom Ole Dall har planer om, hvis helbredet holder, at arbejde omkring ti år endnu så er der med det nye job blevet mere fritid og tid til de fire børnebørn:
“Telefonen ringer jo stadig, men nok ikke så meget i weekenden som den gjorde før. Jeg har kun ansvaret for mig selv, og ikke andre ansatte, og det giver en helt anden frihed, som jeg sætter stor pris på”.