Stort flertal uenige med DF, LA og løsgængeren
Det ser ud til, at 22 ud af 27 byrådsmedlemmer stemmer ja til udvidelse af Mariesminde
Dansk Folkeparti og løsgænger Quist Busks totale afvisning af at ændre i lokalplanen og Liberal Alliances lunkenhed ved samme, så asylcentret Mariesminde fremover kan huse 350 asylansøgere mod de nuværende 210, nyder ikke hverken støtte eller forståelse hos de øvrige i byrådet.
"Vi har diskuteret det i Venstres gruppe, og selvfølgelig er der betænkeligheder hos flere, men vi er alle enige om at stemme for en udvidelse," siger gruppeformand Marianne Kirkegaard.
Når maksimum nu
Borgerlistens enlige byrådsmedlem, Peter Andersen, stemmer også ja til en udvidelse.
"Vi mener, at Ebeltoft er så ressourcestærk en by, at den vil kunne klare at modtage flere asylansøgere, og vi mener, at Syddjurs selvfølgelig må bidrage i en prekær situation," siger Peder Andersen.
"Til gengæld er vi også enige om, at 350 må være det maksimale antal, som Ebeltoft kan bære. Vi kan ikke støtte en ny ansøgning fra Udlændingestyrelsen om endnu flere."
Ok at være bekymret
Enhedslistens Jesper Yde Knudsen giver et fuldtonet ja til udvidelsen, og det samme gør SFs Kirstine Bille.
Jesper Yde Knudsen anerkender, at man som borger kan være bekymret.
"Man politiet bekræftede jo på informationsmødet, at der siden januar 2013 og til nu blot har været syv tilfælde, hvor politiet har været involveret, og at der ikke har været tale om store sager, hvor det har været nødvendigt med en tur i retten. Det bekræfter mig i, at borgerne ikke har grund til at være bange."
På sidste uges informationsmøde rejste både Hans Chr. Baltzer og Christian Haubuf fra Socialdemokratiet sig op og gav deres ja til Udlændingestyrelsen.
"Der er bekymringer i Ebeltoft, og de skal tages alvorligt. Derfor er det også godt, at vi fik informationsmødet i modsætning til sidste gang, hvor borgerne følte, at indflytningen af asylansøgere i det gamle vandrehjem i Søndergade kom som en tyv om natten," lød det fra Christian Haubuf dagen derpå.
Haubuf forventer, at en enig S-gruppe vil stemme for udvidelsen.