Fortsæt til indhold

Vildt rekordoverskud til årets Stafet for Livet

Der var fremgang på næsten alle parametre til Stafet for Livet 2014 i Rønde

Samfund
Af Martin Schultz

De frivillige bag årets Stafet for Livet i Rønde kan næsten ikke få armene ned.
Det økonomiske resultat for Stafet for Livet blev nemlig et rekordoverskud på 595.000 kr., som er et stort spring fremad i forhold til sidste års overskud på 342.000 kr.
”Det er et fantastisk resultat, som jeg er stolt over at kunne sende videre til Kræftens Bekæmpelse,” siger formand for Stafet for Livet i Rønde, Jane Pedersen, Ebdrup.
Hun kunne viderebringe det glade budskab til de frivillige bag Stafetten, som sidste fredag var samlet i Thorsager Forsamlingshus for at markere afslutningen på 2014 Stafetten og give et startskud til en ny Stafet for Livet i Rønde den første weekend i september i 2015.

Mangel flere deltagere

Baggrunden for det gode resultat er især en væsentlig forøgelse i antallet af hold og deltagere på Stafetten i Byparken i Rønde.
I 2014 deltog 48 hold med 1.798 deltagere i modsætning til 35 hold med 1.114 deltagere i 2013.
Der blev gået, løbet og cyklet 59.401 omgange på ruten mod sidste års 35.640 omgange. Endelig blev der i 2014 solgt og opsat 503 lysposer imod 368 i 2013.
Men der har også været fremgang i sponsorindtægterne, ligesom der har været nye initiativer som for eksempel Rønde Handelsstandsforenings modeshow i Rønde Idrætscenter, hvor et overskud på lidt over 15.000 kr. blev doneret til Stafet for Livet.