Fortsæt til indhold

Den første stand-punktskarakter

Hver måned giver Lokalavisen Aarhus ordet til Maria Sloth (EL) og Lars Boje Mathiesen (LA). De tager os med en tur bag kulisserne som politiker i byen og giver os refleksioner og betragtninger fra det politiske spil.

Samfund
Af Maria Sloth, byrådsmedlem fra Enhedslisten

At blive valgt til byrådet er som at starte på et nyt arbejde, bare mens alle kigger på. Det er helt naturligt at lave fejl i starten, men hvor man normalt bare tager en snak med kollegerne eller lederen om, hvordan man kan gøre det mere hensigtsmæssigt næste gang, bliver småfejl blæst op i pressen, så hele Aarhus kan se det.
Min første fejl var et like på Facebook. Der kommer sikkert flere.
Det er en lille smule skræmmende det der med at vide, at der er fokus på ens ageren ikke bare blandt dine kolleger, men blandt hele byens borgere. I sagens natur er det jo rigtig godt, at de har fokus. Vi sidder trods alt og træffer beslutninger på hele byens vegne, og det er borgerne, der bestemmer, om vi skal fortsætte eller stoppe efter den periode, vi er valgt for.
Jeg klager absolut ikke over deres opmærksomhed på lokalpolitik, men jeg kan godt mærke, jeg lige skal vænne mig til, at det pludselig er mig, de kigger på.
Derfor var der selvfølgelig stor interesse, da den første meningsmåling efter valget kom.
Det meste var rimelig forudsigeligt. Partierne gik lidt frem og lidt tilbage og fulgte egentlig tendenserne på landsplan. Lige med undtagelse af netop Enhedslisten. Enhedslisten er gået en lille smule tilbage på landsplan i perioden, men vi var faktisk gået et helt mandat frem i den lokale meningsmåling.
Det føles lidt som at få 12 for en skriftlig aflevering. Man ved godt, det ikke er den afgørende bedømmelse, så der er ingen grund til at slappe af - men det er på den anden side et kæmpe klap på skulderen og et tegn på, at man er på vej i den rigtige retning.
Det betyder, at der til trods for småfejl, og til trods for, at vi har brugt mange kræfter på at sætte os ind i en helt ny hverdag, alligevel har formået at stille de forslag, der er brug for, og vi har været på samme side som en stor del af befolkningen i flere spørgsmål.
Jeg har efterhånden været i politik i en del år, og jeg ved godt, der er tusinde forbehold, man skal tage for meningsmålinger. Men lige i situationen må jeg også indrømme, at jeg bare er rigtig glad for at se det gå i den rigtige retning. Først blev vi tredoblet ved valget, og så går vi endda længere fremad i meningsmålingerne bagefter.
Til trods for at jeg helt rationelt godt ved, jeg bør tage den med et gran salt, er det svært ikke at føle sig glad, stolt og beæret. Jeg vil tillade mig at glemme de negative tanker for en stund og bare fejre en herlig meningsmåling.