Det er et paradoks

Den første 1 juli stiger jeg 29 procent i grundvederlag. Det lyder umiddelbart voldsomt, men det skal ses i betragtning af, at der ikke har været en justering siden 1996. For mit vedkommende handler det om om ca. 850 kr. om måneden. Det fik mig til at tænke på vores aflønning.
Vi er pr. definition fritidspolitikere. Det betyder, at vi har vores normale arbejde og fører politik i vores fritid. Jeg har regnet på, at jeg bruger 40-45 timer om ugen på det politiske.
Selvfølgelig vil tidsforbruget være større i starten, men deri kan man ikke finde hele forklaringen. Vi får stort set samme vederlag som i andre kommuner, men afholder dobbelt så mange møder. Derudover er læsebyrden omfattende.
Nu vil der sikkert være nogle, der mener, at jeg jo selv har valgt at stille op. Det er også en fair holdning, men det ændrer ikke på den virkelighed, jeg befinder mig i, og jeg ønsker ikke ynk, men prøver at beskrive et paradoks.
Man har tilmed valgt at fastsætte møder, som ligger i vores normale arbejdstid, hvilket stiller mig i et mærkeligt dilemma. Jeg må enten blive væk fra byrådsmøderne eller blive væk fra mit normale arbejde. Hvis jeg bliver væk fra mit normale arbejde, så kompenserer kommunen min arbejdsgiver for mit fravær. Men her kommer finten - kommunen trækker så 20.000 kr årligt fra mit vederlag. Ja, jeg bliver simpelthen økonomisk straffet for at være på arbejdsmarkedet, samtidig med at jeg sidder i byrådet.
De mange timer og vederlaget indregnet kan meget vel være en del af forklaringen på, hvorfor mange byrådspolitkere enten er studerende, arbejdsløse eller efterlønnere. Jeg vedkender, at alle ikke har samme arbejdsbyrde, men som politisk leder for et lille parti uden et embedsnetværk i ryggen, så kræver det mange timer.
Jeg ser, der er 2 løsninger på denne uholdbare situation. Enten skærer man i byrådspolitikernes arbejdsbyrder, og lægger møderne udenfor vores arbejdstid, så vi reelt bliver fritidspolitikere, ellers så ændrer man aflønningen af politikerne, så den svarer til arbejdssituationen.
Aarhus Kommune er en kæmpe organisation. Vi har 25.000 ansatte og vi formidler årligt op mod 19 milliarder af skatteborgernes penge. Tilmed er det komplekse og omfattende sager, vi tager stilling til. Det tager tid at sætte sig ind i disse sager for at kunne træffe velfunderede beslutninger. At skære i vores arbejdsopgaver vil lægge flere beføjelser over på embedsværket, længere væk fra borgerne. Jeg er ikke sikker på, at det er den bedste udvikling for demokratiet. Jeg så gerne, at vi bestemte mindre i byrådet, men så skulle det være fordi, borgerne fik mere magt, ikke embedsværket.